Det kan da ikke slå helt fejl

En fornøjelig kombination af Willie Nelson, Wynton Marsalis, Norah Jones og Ray Charles

Here We Go Again Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Samarbejdet er ikke af helt ny dato, men fortsat lidt af en sensation. Den legendariske countrysanger Willie Nelson krydser klinger med den succesfulde jazztrompetist Wynton Marsalis. Denne gang handler det om en hyldest til »The Genius of Ray Charles« i form af en koncert i New York i 2009. Parrets fremragende sekundanter er saxofonisten Walter Blanding, mundharmonikaspilleren Mickey Raphael, pianisten Dan Nimmer, bassisten Carlos Henriquez og trommeslageren Ali Jackson. Dertil er der gæsteoptræden af sangerinden Norah Jones. Det kan da ikke slå helt fejl.

Det gør det da heller ikke. Stil og repertoire er hentet fra salig Ray Charles. Det vil sige, at vi er i en heksekedel af jazz, blues, gospel og country. Det bliver effektivt markeret med den indledende »Hallelujah I Love Her So«, hvor det gør godt at lytte til Willie Nelsons skæve, hærgede og udtryksfulde røst og til hans fine spil på akustisk guitar. Og Wynton Marsalis fastslår lige sit jazzmusikalske format. Jo, det swinger så sandelig.

Efterfølgende synger Norah Jones jazzballaden »Come Rain Or Come Shine«, og det gør hun smukt, gribende og fuldkomment.

Men ikke alt forbliver perfekt. Det har især noget at gøre med arrangementerne, der ofte virker mere kontante end relevante. Desuden kan numrene blive for langtrukne, og mens en række af pågående udsagn og dialoger utvivlsomt fungerer fint for publikum i koncertsalen, så giver pladedokumentationen ikke helt det samme kick.

Når det er sagt, er der faktisk en del gyldne øjeblikke, hvoraf kan fremhæves det fine vokalforedrag fra både Willie Nelson og Norah Jones i balladen »Here We Go Again«, plus en del flot trompetspil fra Wynton Marsalis, når han undlader det rent opvisningprægede.