Japanere og tyskere ejer et fælles flair for det indviklede, for de små mekanikker i det store kredsløb. Men lige præcis Tokyo String Quartet har nu aldrig lydt så japansk endda. Kvartetten står tværtimod for en klassisk fællessti. Hvad gør den så til noget særligt? I mange år en næsten medfødt perfektion. Og dét var på samme tid dens styrke og svaghed…
Styrke fordi det fejlfrie på godt og ondt er tjekpunkt nummer ét i klassisk. Svaghed fordi selv den mindste fejl pludselig kan skygge for resten. Og gruppens indspilning af Beethovens sidste kvartetter er ikke fejlfri. Et par af de modne medlemmer burde måske trække sig efterhånden. Den døve mesters musik behøver for resten også mere kant: Man vil så gerne høre mere til modstanden, alt det spekulative, alt det sære.
Tankerne går til Amadeus Kvartettens fire originaler, til Alban Berg Kvartettens modernistiske vinkel, til… noget andet.
