Som en slags modvægt til den hidsige bebop opstod i årene omkring 1950 en køligt tilbage­lænet og på mange måder intellektuel stil kaldet cool jazz. Her var den blinde pianist Lennie Tristano en central og toneangivende person, som i eftertiden - af en eller anden grund - er blevet lidt for glemt.

Men heldigvis er der nu genudsendt et album, hvor man både får eksempler på hans eksperimenterende og barok-inspirerede klaverspil og ikke mindst møder ham i 1955 på en klub i New York i selskab med sin betydeligste musikalske discipel altsaxofonisten Lee Konitz. Ledsaget af bassisten Gene Raney og trommeslageren Art Taylor dykker parret ned i en række veletablerede standardmelodier, som de fortolker på utrolig original og utrolig tilbagelænet vis.

Sprog bibeholdt og udbygget

Mens Tristano for længst har forladt denne verden, er Lee Konitz stadig blandt os og kunne opleves i foråret i Jazzhus Montmartre. På en nyudsendt CD møder vi ham i 2009 på klubben Birdland i New York, hvor han er sammen med bas­sisten Charlie Haden og - den nu netop afdøde - trommeslager Paul Motian samt en af nutidsjazzens mest beundrede pianister Brad Mehldau.

Her fortsætter den i 1955 anlagte stil. Kort sagt: Lee Konitz har på én gang bibeholdt og udbygget sit musikalske sprog med blandt andet helt nye sider af værker som »Lover Man« og »Lullaby of Birdland«. De tre sekundanter er helt med på »spøgen«, og musikken flyder af sted på ganske overraskende og forunderlig vis. Det’ bare så cool!