Der var engang, hvor debutalbummet var dér, det hele begyndte. Hvor en solist eller et band gik fra ukendt til kendt dén dag, deres sange ramte musikbutikkerne.

Men sådan er det ikke i dag, hvor nettet har gjort det muligt at blive stjerne, inden pladeselskaberne overhovedet har printet kontrakttilbuddet ud.

Det var historien om Kidd, og det er historien om Lukas Graham, der med nummeret »Ordinary Things« - som nærmer sig en million visninger på YouTube - har banet vejen for en kolossal opmærksomhed og efterspørgsel.

Hvor store etablerede danske stjerner eksempelvis ville tøve med at binde an med tre koncerter i Vega, så gjorde Lukas Graham det, og hver eneste billet blev solgt. Og med sin optræden ved fredagens svimlende store X Factor-finale og med sit spritnye debutudspil kan han se frem til at blive folkeeje. For anden gang i øvrigt. Som barn spillede han nemlig lille Grunk i de kolossalt populære familiefilm om »Krummerne«.

Men tilbage til debuten der naturligvis åbnes med »Ordinary Things«, som lig mange af albummets øvrige sange forener poppens smittende kvaliteter med soulens sanselighed.

Og hvor soulpop har det med at blive en glat, ligegyldig omgang, så kommer Lukas Graham og hans band ofte ud af højttalerne med organisk charme og arrangementer, der gerne låner spændstighed og groove fra funken.

Stor styrke

Men det er nu Lukas Grahams stemme, som for alvor gør en forskel. Sikker og stoflig, som den er, og med en skiftevist kæk og følsom klang. Og særligt overbevisende er den i de indslag, hvor tangenter og mere stilfærdige stemninger får plads. Som i den nedstemte lukker »Before The Morning Sun«, hvor han er i særklasse.

»My brother from another mother lost a brother/My father lost his father/I lost a friend/Something that I couldn’t comprehend,« synger han her, så det kam mærkes, mens tangenter og strygere opbygger og underbygger.

Albummet er dog ikke uden problemer. Sine steder slår den håndspillede charme over i en gymnasieband-lydende musiceren, og så melder ellers lykkeligt fortrængte Jamiroquai sig i minderne.

Teksterne sidder heller ikke altid lige i øjet. Øl, blowjobs og påtrængende damer er helt bestemt ærværdige emner, men måden hvorpå de skrives frem er lige lovlig studentikos.

Nu er det imidlertid ikke digte, Lukas Graham har begået, men sange, og den musikalitet, hvormed ordene formidles, er langt hen ad vejen forbilledlig. Og så er såvel fraseringer som tekster lykkeligt fri for dansk accent og direkte oversættelser. Det er ikke danglish a la D-A-D, men rigtigt, fritflydende engelsk, og med Lukas Grahams entre har Danmark ikke bare fået en sprogkyndig og velsyngende stjerne, men også et seriøst bud på soulpop anno 2012. Velgørende.