Få lande elsker Depeche Mode så højt, som vi gør i Danmark. Selv om den engelske synthrocktrio ikke har solgt mere end 18.000 eksemplarer af deres seneste album, dette års ”Sounds Of The Universe”, står der alligevel 40.000 forventningsfulde fans og tripper i Parken denne tirsdag sommeraften.
Kl. 21.00 entrer hovedpersonerne scenen, guitarist og sangskriver Martin Gore klædt i sølv fra top til tå, sanger Dave Gahan helt klassisk i sort. Også Andrew Fletcher er med, men som på plade spiller han heller ikke live en nævneværdig rolle, han er Gores bedste ven og bandets kassemester og praktiske gris, det er hans job i Depeche Mode. I aften har han solbriller på.
Selv om Depeche Mode har de første 30-40 sange, der er bedre i kataloget, insisterer de på at lægge ud med materiale Sounds…” Det er deres ret. Parken jubler, ikke meget. Mange af høflighed. Kun de 20 første rækker har en fest fra første tone. Men vi ved alle sammen, at bedre tider venter. Med det in mente, var der faktisk ganske megen knald på andet koncertens andet nummer, ”Wrong”.
I fjerde nummer vågner hovedparten af Parken til dåd og stemmer i omkvædet: ”Try walking in my shoes, you’d stumble in my footsteps”. De ville vi, hver og en, hvis vi havde været gennem de år på en rock’n’roll-cocktail af heroin, kokain og alkohol, som lagde Dave Gahan død i to minutter tilbage i halvfemserne.
Han nyder responsen, danser rundt med mikrofonstativet og hæver det i strakte arme over hovedet i sejrsrus. Jublen stiger til endnu et nyk til en tung, bastant udgave af ”It’s No Good”, Parken stemmer kollektivt i og Gahan, allerede nu med maveskindet blottet, pisker og pisker stemningen op med sine abrupte primaludbrud:, ”Yeah”, ”Come On”.
Depeche trumfer med den rigtig gamle klassiker, ”A Question Of Time”, nu er alle med og Gahan hvirvler rundt med sit stativ og nyder hvert sekund. Her er han i modsætning til i lørdags på Stade De France på hjemmebane. Jeg så også den koncert og det faktum, at et veloplagt publikum kan gøre en markant forskel selv for så stort og garvet et orkester. Når det er sagt har Depeche Mode spillet ganske mange gange og meget bedre på dansk grund.
Efter tre kvarter stiller Martin Gore sig bag mikrofonen og synger en følsom ”Little” soul kun ledsaget af klaver. Desværre overdøver snakken det ellers fine afbræk i koncerten. De kunne have fortsat, sat festen i endnu højere gear, men på den anden side kan man ikke fortænke Gore i at kræve sin ret. Det ellers højlydt snakkende publikum er anderledes modtagelige og tilmed deltagende, da manden bag et af de sidste tre årtiers største hitkataloger fortsætter i samme stil med den smukke ”Home”.
Dernæst arriverer Gahan igen med de småskidte, syntetiske rockere ”Come Back” og ”Peace” på tungebåndet. Sidstnævnte forsøger Gore/Gahan at gøre til al sang, men de insisterer alt, alt for længe og lige lidt sker der.
Endelig, tænker man helt ned i maven, tændes et dunkelrødt lys bag de herrer og lejesvende. Det er signalet til ”I Your Room”, som fungerer overraskende godt live. Det var her koncerten i Paris i lørdags skiftede fra halvskidt til magisk. Det sker ikke her, men i minutterne efter vågner Parken så småt på ny under en højpotent, metallisk rockdemonstration i den stemningsfulde ”I Feel You”. Den går direkte i storetå og mellemgulv.
Den fjerlette popsang ”The Policy Of Truth” følger, det er svært ikke at lade sig indfange af den charmerende melodi, selv om den stinker langt væk af en svunden æra. Og så sker det, præcis som i Paris, præcis som altid, ”Enjoy The Silence”, har Depeche Mode skrevet et bedre nummer, ikke ifølge de 40.000 skrighalse, som må kunne høres helt i Skovshoved, Valby og Kløvermarken. Tonerne nærmest svæver ud igennem højttalerne og direkte ind i hjertet på folket. ”Come On, let’s hear you sing,” opfordrer Gahan. Det behøvede han ikke. Et er ikke engang en specielt god version af mesterværket, men det er sekundært. Alle strækker sig et par millimeter frem for at komme tættere på scenen. De bliver der under poprockeren ”Never Let Me Down Again” og kaster på opfordring fra scenen deres udstrakte arme frem og tilbage i regnbuebevægelser.
Herefter er det i første omgang slut for en foreløbig godkendt koncert, men langt fra en fremragende koncert. Mon ekstranumrene kan indhente lidt af det tabte terræn?
Klassikeren ”Stripped” gør sit, en lettere opdateret og uvant tung version af ”S/M-firserhymnen ”Master And Servant” klinger mest af alt af tom tidslomme. Den var god engang, det er den ikke længere. Så kan Dave Gahan skrige den nok så meget på vej, men lige lidt hjælper det. Til gengæld er der discofest i Parken under en skøn, skøn ”Strangelove” inden Depeche Mode igen trækker luft.
Til aftenens andet øjeblik af storhed, ”Personal Jesus”, der bærer på halvfemsernes mest klassiske rockriff. Musikalsk er det forrygende og så ondt at betonen i Parken må give sig i samme takt som den østrigske lejesvend Christian Eigners stortrommeslag. Desværre leverer Dave Gahan ikke en af sine mindeværdige øjeblikke i samme moment.
Slutteligt ender koncerten helt fremme på scenefremspringet. Side om side synger aftenens to hovedpersoner: stemmen Gahan og den musikalske kreatør Gore, duet på balladen ”Waiting For The Night To Come” i skæret af lightere og mobiltelefoner. Et smukt snapshot af de to legenderne at tage med hjem og huske på til næste gang.
