Det kan godt være, at landets politikere, pinger og publicister i demokratiets navn allerede har lagt båden til kaj i Allinge på Bornholm, men torsdag aften var folket altså til møde i Parken i København.

Kaldt til åndelig vækkelse af et band, der over tre årtier har været meget igennem, men aldrig har mistet integriteten og grebet om sit trofaste kernepublikum. Depeche Mode befinder sig i sin helt egen tidslomme, et sted mellem 80ernes minimalistiske synthesizer-lyd og nutidens elektronisk rockede sound, og selv om visse hardcore fans ynder at tilbede den tidlige periode, så lefler bandet på ingen måde for dem. Tværtimod.

De tror på deres eget materiale - nyt som gammelt - og det bar denne aften da også præg af, da brølet havde lagt sig efter, at aftenens ypperstepræst - den altid ulasteligt velklædte og karismatiske Dave Gahan - havde åbenbaret sig for sin menighed.

Dansende ind på den - efter Parkens forhold - diminutive scene svøbt i sort og kun med tre storskærme til at løfte showet. I øvrigt klædeligt at se, at der stadig er bands, der tør lade musikken gøre arbejdet og ikke behøver alskens cirkusgøgl for at holde en stadionkoncert gående. Respekt for det.

Alle på scenen var tydeligt tændte fra første anslag til introen »Welcome to my world« og der skulle ikke gå mange minutter til, før Gahan smed blazeren og blottede sin senede, veltrænede og rigt dekorerede krop og kastede sig over kærlighedens smerte i »Angel«.

Efter min mening det nye album »Delta Machine«s bedste skæring, men publikum skulle åbenbart lige varmes op - for det var først, da klassikeren »Try Walking In My Shoes« blev sendt ud over scenen med en energiudladning af en anden verden, at publikum for alvor betalte tilbage. Men herfra så ingen sig over skulderen.

Først »Precious«, så »Black Celebration« og dernæst Gahan helt frem og vrikke med røven til publikum under »Policy of Truth« og salen var solgt. Der har været talt en del om Parkens lyd på det seneste, men der skal Depeche Modes teknikere have ros - den var efter forholdene rigtig fin denne aften. Specielt i koncertens anden halvdel efter en hård og mørk udgave af »Barrel of a Gun« og de to semiakustiske »Higher Love« og »Judas«, hvor Martin Gore gik til mikrofonen og viste, at han også kan synge mere end godt, gik alt op i en højere enhed.

Nye numre som »Soothe my Soul« og den dæmpede afslutter »Goodbye« blev vekslet med nyklassikere som »A Question of Time«, hvor Gahan vred sig rundt med mikrofonstativet, massesuggestion med »Enjoy the Silence« og en helt igennem genial live-version af »Personal Jesus« indledt som en afdæmpet drævende fællesbøn med et enkelt blåt lys, hvorefter det hele pludselig eksploderede i et rent lyd- og lysinferno.

Og mens Gahan efter den energiudladning fik sig endnu en velfortjent pause og Martin Gore leverede en dårende smuk version af »Home«, hvor han til sidst orkestrerede publikum, var det tid til aftenens salut. Tre gigantiske klassikere med »Just Cant Get Enough«, »I Feel You« og »Never Let Me Down Again« cementerede Depeche Modes position som et af verdens bedste livebands på den store scene.

Et band, der har materialet, evnen og måske vigtigst af alt lysten og arbejdsviljen til at berige sit publikum. Denne aften var en længe ventet sejr for stadionkoncerten. En stor sort folkefest med dæmonen Gahan som vært.

Hvem: Depeche Mode

Hvor: Parken, torsdag aften.