Tidens vinyl-revival bliver ved med at bringe glemt guld fra fortiden op til overfladen. Musikere, der blev misforstået eller dømt ude, fordi de var for mærkelige eller ikke passede ind i datidens musikalske luner, finder i stigende grad respekt og beundring hos en ny generation af vinyl-samlere verden over.
En af dem er den amerikanske pianist, harpespiller og komponist Alice Coltrane, der i mange år mest var kendt for at være gift med den store jazz-saxofonist, John Coltrane. I årene efter hans pludselige død af leverkræft i 1967 udgav hun stribe mageløse kunstneriske landvindinger i krydsfeltet mellem spirituel jazz, avantgarde og traditionel indisk musik.
Pladerne blev sablet ned af datidens jazzanmeldere. Men befriet for datidens kontekst er flere af hendes plader - særligt »Journey In Satchidananda« (1971) - dog i de senere år blev udråbt som de eventyrlige mesterværker, de ret beset er.
For Alice Coltrane var hendes spirituelle søgen og musik to alen af samme stykke. I takt med at hun op gennem 70erne dedikerede sig mere og mere til den vediske religion - en ældgammel forløber for hinduismen - blev musikken i stigende grad rettet mod decideret religiøs, ceremoniel praksis.
I starten af 80erne valgte hun at droppe sit sekulære musikerliv til fordel for en tilværelse som åndelig leder i sin egen hinduistiske enklave i Californien. Og så hørte verden ellers ikke mere til hende, før hun gjorde comeback i det nye årtusinde og var aktiv i et par år frem til sin død som 69-årig i 2007.
Som åndelig leder blev hun dog ved med at lave musik. Den blev bare kun distribueret til hendes menighed på kassettebånd. Og det er højdepunkter fra de fire religiøse udgivelser, hun lavede i 80erne og 90erne, som nu for første gang kan høres på udgivelsen, »World Spirituality Classics 1: The Ecstatic Music of Alice Coltrane Turiyasangitananda«.
Det er lidt af et scoop. Dels fordi, den giver et fascinerende indblik i en verden, de fleste af os ikke kender til. Dels fordi vi for første gang nu har mulighed for at høre Alice Coltrane synge. Og endelig fordi musikken udgør et bevægende møde mellem religiøse indiske hymner, ekstatisk gospel, raslende perkussion og håndklap og ikke mindst massive sirene-lydende synth-flader, der med heftig brug af glissando lyder som et syntetisk stedfortræder for Alice Coltranes harpe.
Jeg har kort sagt aldrig hørt noget lignende. Og selvom jeg bestemt ikke er troende, så kan jeg sagtens mærke hengivenheden og ekstasen strømme igennem mig, når jeg hører Alice Coltranes forunderlige musik. Så stærk og smuk er den. Ja, det er langhåret, og ja, det lugter af både røgelse og sekt. Men kan man se gennem fingre med det og gå til oplevelsen med åbent sind, så er der en stor og unik lydrejse i vente.
Alice Coltrane
»World Spirituality Classics 1: The Ecstatic Music of Alice Coltrane Turiyasangitananda«
Luaka Bop
