Den vrede, hvide mand har fået sit eget musikalske manifest. Og det er blændende

Den australske sanger og sangskriver Alex Cameron undersøger frygtløst tabermænd og giftig maskulinitet på sit blændende nye album.

Den australske sanger og musiker Alex Cameron giver på »Forced Witness« stemme til den så forkætrede vrede, hvide mand. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er ikke let at være mand. Og da slet ikke en tabermand. Eller en af internettets perverterede kratluskere. Eller en af de dér vrede, hvide mænd, der blev talt så meget om i medierne. Som har måttet se egen agtelse og nytte falde til et patetisk nulpunkt i takt med at kvinderne for alvor er kommet ind i kampen, og nye disruptive teknologier har smadret den gamle verdensorden.

Nej, det er sgu ikke let at være mand. Tingene var bedre i gamle dage. Dengang man kaldte en spade for en spade, og en bøsse var noget, man gik på jagt med. Dengang lemmet var hårdt som sten, og kvinderne dånede, når man fleksede mullerne. Dengang ingen havde hørt om begreber som giftig maskulinitet, og rigtige mandfolk som Bruce Springsteen ejede hitlisterne.

Sådan har jeg det selvfølgelig ikke. Men de findes derude. I hobetal. Ensomme, vrede, frustrerede fiasko-mænd, der får afløb for deres frustrationer og alskens afvigende adfærd på det store mørke internet. Det er dem, de andre ikke vil lege med. De er det dårlige selskab.

Men hvad sker der inde i hovedet på de her tragiske mandsskikkelser? Det er det overraskende udgangspunkt for det blændende nye album fra den australske sanger og sangskriver Alex Cameron. Han er et relativt ubeskrevet blad, men viste allerede på sidste års skæve debutalbum, »Jumping the Shark« – hvor han optrådte i skikkelse af en koparret, falleret entertainer – at han var værd at holde øje med.

Med den langt mere strømlinede og 80er-smækkert producerede »Forced Witness« tager han et kunstnerisk kvantespring frem og skriver sig øjeblikkeligt op blandt tidens mest interessante og modige sangskrivere. Interessant, fordi han basalt set skriver virkelig gode og øjeblikkeligt iørefaldende sange, der under den flotte overflade byder på ret vilde tekster. Modig, fordi han i endnu højere grad end på debutpladen slører grænserne mellem sig selv og sine usympatiske karakterer.

Artiklen fortsætter længere nede...

På coveret til »Forced Witness« optræder Alex Cameron som en af de slimede karakterer i hans sange. Fold sammen
Læs mere

I stedet for at holde dem ud i strakt arm og fordømme dem, synger Alex Cameron dem in persona fra deres synspunkt. Vi er altså tvunget ind i de forkvaklede mænds hoveder med alt, hvad der sig dertil hører af fucked up- tanker, dårlig opførsel og galopperende selvbedrag.

Som for eksempel på åbneren, »Candy May«, hvor fortælleren er sygeligt besat af, hvad der lader til at være en (sort?) stripper eller prostitueret, der gengælder de varme følelser ved på åben gade at skrige: »You f...n lonely man / You worthless piece of shit«.

Eller den rygradsrislende »Studmuffin96«, hvor en ældre mand lyver sig yngre i et chatforum for indlade sig med en pige under den kriminelle lavalder: »I’m waiting for my lover / She’s almost 17 / Surrounded by the vision / of a thousand fantasies«.

På »Marlon Brando« lader Cameron sin skinsyge og giftigt maskuline fortæller kalde en mandlig rival for en »faggot« og truer ham med tæsk, mens han på »The Chihuahua« - formentlig for at understrege, hvordan internetporno fucker med vores forhold til sex og det modsatte køn - konsekvent blot omtaler sin kvinde som »the pussy«.

Det ville være den rene elendighed, hvis ikke Cameron svingede så ubesværet mellem smerte og humor. Bedst eksemplificeret ved den Roy Orbison-klingende »True Lies« om en mand i et parforhold, som med fuldt overlæg overgiver sig til fantasierne om en kvinde, der sender ham billeder på internettet, vel-vidende, at afsenderen på den anden side af skærmen nok i virkeligheden bare er »some Nigerian guy«.

Artiklen fortsætter længere nede...

Det er undergravende popkunst, når det er bedst. Sangene balancerer hele tiden på grænsen mellem oprigtig indlevelse og kitsch, og som lytter kastes man rundt mellem grin og gru, nydelse og væmmelse. Udover de mange »det-sagde-han-bare-ikke!«-oneliners er teksterne fulde af diskrete sprækker mellem karakterernes selvbillede og virkelighedens sørgelige realiteter. Det er dybest set ensomme og forkvaklede mænd, der desperat prøver at holde fast i det, de har mistet.

Og det er nok også derfor, Alex Cameron har valgt at pakke sangene ind i lyden af midt-80ernes højglanspolerede maskuline radiopop. Bruce Springsteen, Bryan Ferry, Tom Petty. Fordi det åbenlyst er lyden af karakterernes unge år. Det er lyden af noget, der var stort engang, men som ikke længere er det. Leveret med rank ryg og stråleglansen intakt; alt det, som mændene har tabt og aldrig får tilbage.

Alex Cameron, derimod, lyder som en mand med kursen sat mod et større gennembrud. Det ville i den grad være fortjent.

Alex Cameron
»Forced Witness«
★★★★★☆

Secretly Canadian