Der er musik i gode digte, men der er ikke altid god musik i digtere. Ingen nævnt, ingen glemt.
En af de velkomne undtagelser er imidlertid Nicolaj Stochholm, som skriver udtryksstærk lyrik, som synes at have jeget – i al dets splittethed og sprængthed – som et hovedtema og senest i »Odefabrikanten« fra 2011.
I tiden derefter er det nærliggende at tænke, at han har arbejdet med de ni numre, han nu har udsendt sammen med de øvrige medlemmer af The Liquid. Og på »Atlas Interplan« er der ikke tale om recitationer, men om en syngende Stochholm med guitarist Laust Ovesen og trommeslager Tore Klitgaard bag sig.
Inspiration fra punk og postpunk
At trioens inspiration kommer fra punk og postpunk er tydeligt på flere måder. Sangforedraget er eksempelvis ikke karakteriseret ved teknisk brillance, men ved intensitet og attitude, ligesom arrangementerne i højere grad satser på at være enkle og strømførende end lækre og avancerede.
Vælger man som The Liquid at dyrke en bevidst rudimentær udtryksform, er det afgørende, at melodierne holder. Ellers bliver det simpelthen for uinteressant at lytte til.
Men på »Atlas Interplan« er melodikken ofte stærk, og begynder vi bagfra, så er lukkeren »No Nine« virkelig vellykket, og her synger Stochholm sine steder som en ung Steen Jørgensen. Fortrinlig er også »Belfast Athens Non-Stop«, en følsom, vidunderligt slingrende sag, som er i tæt familie med den efterfølgende »Easy When You Don’t«, mens »Waterfront« lyder som en kærlig hilsen til The Velvet Underground.
Og kan man forestille sig en lyd et sted mellem Velvets, Joy Division og Interpol, så har man »Atlas Interplan«, hvis midterste tredjedel er stærkest. Vel er der et par ligegyldigheder deromkring, men samlet set giver sangene lyst til at skrue op for anlægget og ikke mindst for digteren Stochholm, der viser sig at være en fascinerende og læderjakkecool rocksanger.
Hvem: The Liquid.
Hvad: »Atlas Interplan«, VME.
