Der er bands, der rammer særlig stærkt på et bestemt tidspunkt i lytterens liv, og der er bands, der bare er gode til enhver tid og i enhver livsfase.
De sidste er der ikke mange af. For mit vedkommende måske en lille håndfuld. Velvet Underground er et af dem, et andet Tindersticks, der siden 1993 har udgivet ni tristesse-tintede, dybt poetiske album af himmelhøj kvalitet. De to første, begge betitlet »Tindersticks«, var – og er – rene mirakler, som sømløst og sublimt forener jazz, rock, soul og filmmusik, og gør det via strygere, vibrafon, trompet, trombone, klarinet og klokkespil.
Kunne man slide plader op, ville jeg for længst have gjort det, og »Across Six Leap Years« kommer også til at sidde i anlægget i lang, lang tid. Her har Tindersticks holdt sig for gode til at udgive en greatest hits i forbindelse med deres 20 års jubilæum og er i stedet taget i Abbey Road Studios og genindspillet ti sange fra bagkataloget.
Om »Across Six Leap Years« har Tindersticks-medlemmet David Boulter sagt, at »Disse sange føles mere som coverversioner. Nogle andres musik som vi har følt vi kunne tilføre noget nyt ... Det viser, hvor langt vi er nået.«
Det sted, Tindersticks er nået til nu, er mere underspillet, økonomisk, om man vil, og de sange, de har udvalgt til albummet, hører også til i katalogets dæmpede afdeling.
Men de to første numre, »Friday Night« og »Marseille Sunshine«, stammer faktisk fra frontmand Stuart Staples’ første soloalbum. De lyder dog i den grad som Tindersticks med deres tyste, bløde melankolier, og det samme gør den efterfølgende »She’s Gone«, hvor spansk guitar, violin, bas og et blåt, let rullende klaver finder sammen.
Et andet højdepunkt er »Dying Slowly« fra 1995-hovedværket »Tindersticks«, der som de øvrige indslag klinger organisk og akustisk og ruller horn, strygere og whiskers ud på den ualmindeligt smukke melodi og byder på linjen »I’m just tired, darling«, der får en anden betydning, når den synges af en mand på 48 – som Stuart Staples er blevet.
Afspændt, inderligt
Tindersticks har i det hele taget trukket den sidste rest af ungdom, den sidste rastløse feber, ud af de ældre numre, uden de er blevet dårligere eller tammere. De er blot blevet noget lidt andet; mere selvsikre på en måde, og det afspejles i de næsten demonstrativt enkle arrangementer, hvor der ikke er noget at gemme sig bag: Melodierne ligger blottede, og det samme gør de musikalske evner og evnen til indføling.
Men bandet har noget at have selvtilliden i, for lige meget hvor enkelt og tyst, det bliver, forbliver stemningerne stærke, intense. Som i »Sleepy Song«, hvor en simpel guitarfigur løber gennem sangen, der også tager noget af dramaet ud af det crescendo, som tegner versionen på debutalbummet.
»Across Six Leap Years« er, i al sin underspillede styrke, et bevis på, at når sange er gode nok, kan de tåle alt, også et genbesøg, og større skønhed end »A Night In« fås næppe. Stuart Staples synger, som alle andre steder på albummet, med sin på én gang romantiske og livstrætte baryton. Det er uforligneligt. Som det meste, han og Tindersticks har rørt ved. I to årtier.
Hvem: Tindersticks. Hvad: »Across Six Leap Years«, Lucky Dog/Playground. Tindersticks spiller i Koncerthuset søndag 27. oktober.
