Den store musik

Mads Björns karakter lyser igennem de 1980er-inspirerede arrangementer på »How To Giggle And Give In«.

Mads Björn. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Det er interessant, hvordan det efterhånden er blevet umuligt at høre, hvor en kunstner kommer fra. Den engelske udtale, inspirationerne og produktionsmetoderne er blevet de samme for rigtig mange musikere i den vestlige verden, og det er vel derfor det nationale og regionale i nogen grad er blevet udvisket.

Men det er nu ikke noget at begræde, så længe der er personlighed og karakter i sangene. Det er der lykkeligvis hos esbjergensiske Mads Björn, der albumdebuterede i 2012 med en egen alternativt tonet pop. Det samme kan siges om hans andet udspil, »How To Giggle And Give In«, hvor der gøres god brug af 1980ernes lyse, kliniske sound samt synth og luftige trommer.

I »I Have Nothing To Say« er 1980ernes store popflødebolle, Rick Astley, sågar samplet i et dansevenligt arrangement. Et andet vokalt bidrag i en lige så 1980et lyd kommer fra Fallulah i »Looping Your Life«, hvor Mads Björn lægger sig elegant ved siden af hendes luftige stemmebånd.

En fin afveksling fra det poppede, stedvist storladne temperament er imidlertid den lavmælte, eftertænksomme og lyriske »Fall«, der åbner albummet og – helt bevidst – stemmer lytterens forventninger skævt. Det er en sangskriver med overskud, der gør noget sådant, og vejen videre går blandt andet via den flot svungne, The William Blakes-hilsende »The Mega Song«.

Ja, Mads Björn kan og vil meget og har tilstrækkelig med kunstnerisk karakter til ikke at lyde som alle andre popmusikere på den vestlige popscene. Vel er der enkelte numre, der hverken gør fra eller til, men ikke mange nok til at ødelægge indtrykket af ikke bare albummet, men også kunstneren bag.

Hvem: Mads Björn.

Hvad: »How To Giggle And Give In«, Zewski Music.