Den store magi udeblev

Bruce Springsteen & The E Street Band Bruce Springsteen insisterede på at spille jævne nyere sange fra kataloget og ganske få klassikere. Og derfor blev aftenen ikke så magisk som håbet og forventet.

Forrige gang Bruce Springsteen stillede sig op på en scene i Forum i København, var han alene. Det var en af den slags koncerter, man vil huske til sin dødsdag. Springsteen fik da bevist, at han ikke bare er en helt unik sanger og en glimrende sangskriver, men også en stor og mangefacetteret spillemand med et hjerte af guld.

Lørdag aften stod han samme sted, denne gang omgivet af sine trofaste væbnere i The E Street Band. Umiddelbart har det ellers ganske legendariske orkester ikke været savnet under Bossens seneste to Danmarksbesøg – solokoncerten og den charmerende koncert i Parken med hæren af storswingende musikalske bondeknolde i The Seeger Sessions band

Men når The E Street Band nu var der, kunne chefen jo lige så godt bruge dem. Og det gjorde han så gennem lidt mere end to timer i et udvalg af sange, som bandet for hovedpartens vedkommende også har været med til at indspille på plade. Ikke mindst den nyligt udgivne »Magic«, hvorfra otte af sætlistens 23 sange var hentet. På den baggrund var det ikke den store overraskelse, at koncerten bar mere end almindeligt præg af en massiv mur af guitar fra Little Steven, Nils Lofgren og Springsteen selv samt en bragende bund fra orkesterets, skulle det vise sig, bedste mand denne aften, tommeslager Max Weinberg.

Springsteen og selskabet ville simpelthen rocke. Og det kunne man allerede se i den gavtyvegrimasse han entrede scenen med til euforiske klapsalver fra de 20.000 par hænder. De blå jeans var strammet, håret uglet og strittende og skjorteærmerne var smøget op på forhånd. Springsteen var klar til at rulle med vennerne, da han åbnede ballet med »Radio Nowhere«, en pompøs landevejsrocker til de store sommerbilture igennem USA. Blot et vers inde var Little Steven klar med sine vanlige, mildt sagt aparte korbemærkninger i chefens mikrofon. Når det sker, betyder det som regel, at rockskibet er klar til lægge fra land. Det gjorde det i første omgang med den i grunden rigtig udmærkede »No Surrender«, som denne aften introducerede den der helt særlige Springsteenske melankoli. Chefen selv svingede guitaren over hovedet og fik betydeligt mere ud af »Gypsy Biker«, end han gjorde på pladeversionen. Især den fine melodistemme og det levende musikalske drama, gjorde sangen til en af koncertens små højdepunkter.

Skidt sætliste
Af højdepunkter var der stik imod al forventning, historisk sandsynlighed og sund fornuft faktisk ikke så mange af. Og det skyldes uden tvivl, at Bruce Springsteen valgte at sælge sine nye sange og skrue ned på antallet af de helt store sange, der har gjort ham til den han er. En sang midtimellem polerne er »Reason To Believe«. Den har ganske vist ikke klassikerstatus, men er dog for god til at drukne i mængden af ganske gode sange. I København blev den maltrakteret i en lynild af en bluesrundgang og en forvrænget, grotesk beskidt mundharpe fra Bossen selv. Skidtet swingede og bankede og fløj igennem rock og videre til punk og tilbage til blues igen. Musikalsk set var det faktisk aftenens tårnspringer.

For selv om Springsteen forsøgte at bygge ovenpå den gode, men ingenlunde euforiske stemning i Forum med flere smagsprøver på sin fabelagtige vokal, gik der alligevel hele 12 numre, før han med en hjerteskærende udgave af signatursangen »The River«, fik hele den gamle velodrom med på kor. Bruces egen vokal er et stilstudie i rust, nerve, dybde, 58 års levet liv, vrænget, krænget ud til publikum på en måde, som ingen gør ham efter.

Han tabte dog mere end halvdelen af publikum igen umiddelbart efter – igen på grund af sætlisten. Og selv om han leverede en herlig udgave af det nye nummer »Last To Die«, som rent faktisk fungerede som en fin popkontrast til skærebrænderrocken, så er det ingen »Badlands«, som publikum heldigvis fik med i slutminutterne af den ordinære spilletid. I de minutter var Forum én masse, én hjerne, ét hjerte og ét med Springsteen.

Efter en kort pause vendte han tilbage. Ikke for at fortsætte raden af festsange, men for at levere pop og swing-musik i »Girls In Their Summer Clothes« og »Kitty’s Back«. Sagt i al respekt, så er det altså ikke stjerner i sangkataloget, som er ekstranumre værdige. Det er trekløveret »Born To Run«, »Dancing In The Dark« og »The Promised Land« derimod, og selv om de to førstnævnte er hørt bedre stort set hver gang de tidligere er blevet spillet live i København. Bossen fik sluttet en jævn koncert af med manér. Forhåbentlig vender han tilbage til Danmark i juni måned med en mere indbydende samling sange.