Den store dansker

Der er en hel verden, en økonomiseren og en tankero til forskel på Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Leth. Også på en scene med digte, musik og levende mennesker foran.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To timer som sild i en tønde. For at lytte til digte og improviseret jazz. Bedsteborgere, eksamens­ramte gymnasiaster, forfattere, musikere. Da det hele var forbi, stødte jeg ind i min gamle ven musikeren. Over en øl spurgte han, om jeg ville med ned bagved og hilse på Jørgen Leth og Søren Ulrik Thomsen. »Tak nej,« sagde jeg, »det tør jeg ikke«. Selv var han også en smule skræmt over at skulle møde Søren Ulrik. Det er han nok vant til, den store dansker Thomsen, mente min kæreste venligt: »Hvem ville ikke være bange for at møde ham?«

Det var hans aften. Søren Ulrik Thomsen havde kurateret og valgt at optræde med Jørgen Leth (som jo har lavet en film om Thomsen) og Nicolaj Stochholm samt orkestret Det Glemte Kvarter, der engang har sat musik til nogle af Thomsens digte.

Stochholm åbnede. Med sin venlige stemme, sagte, som fortalte han en godnathistorie. Dog om menneskelighed, politik, holdninger over for poesi, bandet sammen, sendt af sted. De unge musikere havde svært ved at spille med. Rytmisk var de tøvende, melodisk helt opgivende. Digteren forsøgte at hjælpe på vej. »Andenstemmen er dyb og råvild,« digtede han et sted, symbolikken var slående. Halvvejs finder de hinanden i uptempofunk, dér nærer musikken ordene. I mere stille passager klinger det som et soundtrack til en gyserfilm, sitrende, alle sanser vakte. Finest står finalen, Stochholms lange, lange »I den hvide by«, hvor et gammelt jeg støder på et såkaldt »gyrojeg« i en hæsblæsende udvikling af gru, skønhed og humor.

Sanserne frøs

Så går hovedpersonen på. Med død og erindring på papiret fra »Rystet spejl«. Han står bag en pult med henholdsvis ryggen og siden til publikum. Tager sine pauser...lange... Lytter til musikken, lader dem finde sig selv, før han finder dem. Han elsker tydeligvis musik, så kommer linjerne, »Din planet var på vej ind i et andet solsystem/Uden sol«. Klart og økonomiseret. Man er nødt til at have tid til at tænke selv. Så kommer den: »Døden er overvældende/fordi den ingenting er«. Han dirigerer ordene frem med sin højre hånd og dansende fingre i luften. Musikken er melodisk, rundgange, figurer gentager sig, der er plads til begge dele, ord og toner. Mine sanser frøs til is.

Jørgen Leth indtager rummet. Det er det, han gør. Tydeligvis uden forberedelse, har ikke valgt ud. Ville gerne læse dem alle sammen, siger han. Og begynder i ’62 med debuten, videre over »Sportsdigte« fra ’67 og det enerverende »Fausto Coppi«. Stemmen er hans, lidt hakkende, men så umiskendeligt hans. Bag ham lyder toner fra tangenter, trommer og bas, klassisk jazz. Salen griner med under et digt om et hårdkogt æg. Publikum lytter, måske mest fordi de kender ham. Vil gerne høre fem uudgivne til sidst. Leth er ikke aftenens bedste lyriker, så langt fra, men han har indtaget rummet. Han er Jørgen Leth. En original vi skal værdsætte. Kan ikke lade være med at tænke på, at hans liv er en større kunst end hans kunst.