Tiden flyver. 16 år. Så længe er det siden Sort Sol udgav deres sidste album, »Snakecharmer«. Siden har de sluppet et par enkelte singler skrevet i samarbejde med Søren Rasted til en opsamlingsplade og et soundtrack til filmen »Baby« fra 2003. I min optik er det tilmed endnu længere siden, at de har udsendt et virkelig interessant album. »Snakecharmer« blev aldrig mit drug of choice. Dens højstemte tone og overgivelse til den grandiose poplyd kedede mig.
Derfor er det med en blanding af spænding og ængstelighed, at jeg lader pickup-nålen synke ned i rillerne af »Stor Langsom Stjerne«, den genopstandne sols efternøler, der har været fem år undervejs.
Her gøres ingen kur til grandios pop eller noget, der minder om. Tværtimod. Albummet er et ambitiøst og kompromisløst værk, mørkt og flosset, hvor majoriteten af indholdet er ulig noget som helst andet i Sort Sol-diskografien.
Der er maskinel gyserstemning på »The Weightless«, »Nocturnal Creature« lyder som dansabel dark wave, og »Life Took You For A Freq«, med den amerikanske ener Chelsea Wolf på vokal, er en sortsværtet gotisk electro-messe. Faktisk er det kun de guitarklimprende spilledåseballader »…Like A Trance Like« og »A Stroke Of Midnight«, begge med velintegreret vokalbidrag fra Jenny »Lydmor« Rossander, at Sort Sol gør små tilnærmelser til deres egen fortid.
Mest centralt for det kunstneriske nybrud står den 11 minutter lange »K-141 Kursk«, opkaldt efter den russiske ubåd, som i år 2000 sank til Barentshavets bund efter en eksplosion ombord. Hele besætningen døde. Kompositionen er et skurrende og klaustrofobisk ridt ned i mørkets dyb. Ned i de dystre afkroge af den menneskelige psykologi. Der, hvor alt håb lades ude. »None of us can get out« brummer Steen Jørgensen under sin recitation af ubådskaptajnens afskedsbrev, skrevet mens han afventede sit sidste åndedrag.
Her står det nye samarbejde med den amerikanske producer Randal Dunn og fascinationen af den Dunn-producerede drone metal-gruppe Sunn O)))s lyd skarpest. Sidstnævntes Stephen O’Malley lægger da også sinistre guitardroner på det musikalske druknedødsridt, mens den svenske komponist Jóhann Jóhannsson bidrager med et panikforstærkende strygerarrangement. Fremragende og angstfremkaldende på én og samme tid. En kæmpe kunstnerisk landvinding for gruppen.
»Søøre« og »Stor Langsom Stjerne« er ligeledes lange kompositioner, der begge tenderer syvminutters-mærket. Førstnævnte fremstår som et prætentiøst eksperiment, hvor Jørgensen affekteret og højtideligt reciterer en fragmenteret dansksproget (muligvis Marcel Duchamp-inspireret?) tekst om »den første cigaret i Europa« med opfordringen »spring ned i urinalerne«. Den monolog ville givetvis gøre sig bedre i performance-regi frem for på en Sort Sol-skive. Men det er måske netop pointen? At fucke med vores forventninger? Stryger os med hårene, det gør i hvert fald ikke.
Titelnummeret er modsat en smukt sitrende og vægtløs skæring med en Sarvig-inspireret tekst. Som en Kubriksk rumfærd i slow-motion. Upåagtet af tid og rum og med ny vitalitet stiger den sorte sol langsomt og
adstadigt atter op på den musikalske himmelhvælving.
Velkommen tilbage fra dybet.
