Den smukkeste danske debut i årevis

Med »Beau & Lorette« spiller Blaue Blume sig selvfølgeligt og underskønt op i den danske rockelite.

Blaue Blume har i Jonas Smith (forgrunden) en sublim stemme. Foto: PR-foto. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»We’re together, I’m just a little more dramatic than you are.«

Sådan synger Jonas Smith i »Birthday«, der åbner Blaue Blumes debutalbum. Eller album er måske så meget sagt. »Beau & Lorette« består af bare fem numre og har en spilletid på sølle 22 minutter. Men det er altså alt nok, og sjældent har jeg været vidne til en smukkere entré på den danske rockscene.

Men tilbage til den citerede linje og dens ord om drama. Og netop de store, skælvende følelser er et af kendetegnene ved Blaue Blumes udtryk, men bestemt ikke det eneste. »Birthday« åbner således afspændt og afdæmpet, og med Jonas Smith syngende et sted mellem Anthony Hegarty fra Antony & The Johnsons og When Saints Go Machines Nikolaj Vonsild, for så at søge ind i flere forskellige, lige vidunderlige kulminationer.

Måden hvorpå Jonas Smith undervejs synger »It’s my Birthday« rummer både dramaet og poesiens blå blomst – som bandnavnet vel også er en hilsen til – og begge stemninger rejser med over i »Lost Sons Of Boys«, hvor percussion lægger sig om stemmen og det sensible, velturnerede omkvæd og de langt hen ad vejen tilbageholdte elguitarer. I de stille passager er der mindelser om Talk Talk, mens den efterfølgende og herligt blåøjede »In Disco Lights« med sine ringlende guitarer og svæv trækker tråde til The Smiths, Cocteau Twins og The Cure. Sandelig ikke de værste referencer at få hæftet på sig, vel?

Poetiske luftstrømme

Herfra bevæger Blaue Blume sig videre ind i »Lemon Tree«, hvor Jonas Smith atter udfolder sin store stemme, der ubesværet veksler mellem eftertænksomhed og et falsetlysende melodrama a la Jeff Buckley og gør det side om side med Robert Jens Buhls skiftevis skurrende og sølverne guitarstrenge.

Ja, der er virkelig meget i og på spil hos Blaue Blume, men på en fuldkommen selvfølgelig facon. Det er, sagt på en anden måde, ikke kun imponerende at lytte til »Beau & Lorette«, men også bevægende, og jeg har ikke hørt nogen stærkere EP-debut siden Choir Of Young Believers’ »Burn The Flag« fra 2007. Hvis ikke der venter de fire unge mænd et bredt gennembrud herhjemme og udenlands, ved jeg snart ikke hvad. Alene lukkeren, »Conventional Dreams (Our House)«, der letter på sine egne varme, lyriske luftstrømme og – meget overraskende i denne type rock – byder på en guitarsolo. Men det fungerer. Præcis som alt andet på det her store minialbum.

Hvem: Blaue Blume. Hvad: »Beau & Lorette«, A:larm.