»Den smertelige Tone«

Annemarie Zimakoff har tonesat ni digte af Emil Aarestrup. To af dem fungerer fortrinligt.

Annemarie Zimakoff Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da »Digte« udkom i 1837, blev den ikke anmeldt i én eneste avis - og solgte i sølle 40 eksemplarer. I dag er Emil Aarestrup anderledes feteret og beundret for sin formfuldendte og forbløffende moderne digtning om erotik, spleen og død. Ja, i 2011 står hans poesi sig langt bedre end den, vennen og forfatterstjernen Adam Oehlenschläger begik. Ikke mindst rytmisk er Aarestrups digte mesterlige, og det er måske derfor, så mange har forsøgt at sætte musik til dem. Nu er det så sanger og sangskriver Annemarie Zimakoff, som har forlibt sig i hans puls og æstetiseringer af savn og sansning. To af hans kendteste og mest citerede digte er »Angst« og »Til en Veninde«, og dem har Zimakoff da også valgt at tonesætte på »Skoveensomhed«. De klassiske linjer fra førstnævnte får endda lov at åbne albummet: »Hold fastere omkring mig/Med dine runde Arme/Hold fast imens dit Hjerte/endnu har Blod og Varme.« Det er stor, men også noget slidt poesi, som Zimakoff her formår at gøre ny og vedkommende med en enkelt fingerspillet westernguitar, med stilfærdige slag på trommens kant og med sin lyse, luftige stemme.

Poesi som folkpop

I stedet for at falde ned i digtets tungsindige spor fører hun det ned ad en lettere, mere naiv vej, der i den grad er farbar. Og »Til en Veninde« gør hun lige så selvfølgeligt til en folkpop-sang, hvor mesterlinjerne »Der er en Trolddom paa din Læbe/Der er en Afgrund i dit Blik« bliver dele af et forløb, som kulminerer i tredje vers, der også fungerer som omkvæd: »Der er en Skat af evig Viisdom/I Smilehullet på din Kind/Der er en Brønd, en Sundhedskilde/For alle Hjerter, i dit Sind.« Det er virkelig godt gjort af Zimakoff, og man ville ønske, at de øvrige sange holdt samme niveau. Sine steder savner de imidlertid melodisk prægnans, ligesom Zimakoffs stemme indimellem banaliserer ordene. Men for dem, som ikke kender til Aarestrups suverænitet og til »Den smertelige Tone«, er fortolkningerne af »Angst« og »Til en Veninde« noget nær det bedste sted at vende øret hen.