Den hemmelige brøk

Koncert: András SchiffSå er det slut. Verdens mest kompromisløse pianist lagde vejen forbi Tivoli og gennemførte Beethovens sidste sonater uden så meget som en tissepause. Den dybt kontrollerede András Schiff har ét eller andet til fælles med klavertossen Glenn Gould men hvad?

András Schiff hører til dansk musiklivs kæreste gæster og var en oplagt modtager af Léonie Sonnings Musikpris i 1997. Siden er hans spil om muligt blevet dybere, mere konsekvent. I dag bor den ungarskfødte klavervirtuos i Storbritannien med sin hustru, violinistinden Yuuko Shiokawa.<br>Pressefoto: Tivoli Fold sammen
Læs mere

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Skinnet bedrager ikke. Vi er de mennesker, vi ser ud til. For klavervirtuosen András Schiffs vedkommende behøver man bare se på kjolesættet:

Under søndagens første sonate dækker de sorte snipper stort set hans røde klaverstol, de stikker parallelt bagud og former et fem minutter over elleve så roligt sidder han. Efter bifaldet kommer sonate nummer to. Nu har de spredt sig til ti minutter over ti. Og efter endnu et bifald ligger de som kvart over ni...

Der er en næsten overmenneskelig kontrol over det ungarske verdensnavn. Han sidder ved sit medbragte flygel og spiller Beethovens sværeste, tungeste, mest udfordrende urværker med et urværks præcision. Og han gør det uden det mindste tegn på sindsbevægelse. Uden show overhovedet. Aftenens tusindtallige tivoligæster er som gæster hos ham selv som gæster i hans eget spillerum derhjemme.

Koncentrationen breder sig straks til salen. Ser man bort fra lidt hyssen og et par væltende spadserestokke er både torsdag og søndag aften studier i god opførsel. Alle vil have det bedste ud af verdens største pianist.

Man mandens projekt hører også til de største, en pianist kaste sig over: De seneste år har han haft samtlige Beethovens klaversonater i hænderne, alle 32 mesterværker en ti timer lang tour de force på linje med J.S. Bachs samlede orgelværker og Schuberts seks hundrede sange. Han har besøgt Danmark med det meste. I torsdags gjaldt det den sjette-, femte- og fjerdesidste i rækken. Og i søndags gjaldt det så de tre sidste. Målet var fuldt...

Det har været en fantastisk oplevelse. Verdens største pianist kan ikke alene spille popoen ud af pludderbukserne på alle andre. Han gør det også udenad! En sjælden gang imellem husker han rigtignok forkert og gennemruller det halve klaviatur på cirkatoner. Men ikke engang disse toner er i skoven. De er snarere kvikke alternativer til Beethovens egne.

Og han gør det uden så meget som en tissepause. Ligesom han hele tiden går attacca, som man siger han lader den ene sats begynde lige i halen på den anden. I disse stakåndede sekunder kan han minde lidt om Glenn Gould i Bachs legendariske »Goldberg-Variationer«: Begge pianister har opdaget noget nyt i den klassiske musiks satsbegreb. En hemmelig brøk mellem farten i den ene sats og farten i den næste. En holdbar lim mellem stemningen før og stemningen efter.

På den måde gør han Beethoven bedre, end han er. Nok fortjener en særlig vellykket sats lidt luft omkring sig også lidt mere end Schiff tilbyder. Men dét gør en mindre vellykket sats ikke, den vil man helst glemme i den store sammenhæng. Så ungareren tager konsekvensen og spiller alt ud i ét. Det er derfor, torsdag og søndag i Tivolis koncertsal blev nogle af de største musikaftener i lang tid: Man fik musik hele tiden. Og med Schiff og hans gådefulde brøker var det hele tiden god musik.

Men en aften måtte den jo komme: Beethovens allersidste sonate. Det er her, han opfinder swinget. Aftnens helt gynger med. Lige indtil den mærkelige, tyste slutakkord klinger ud... Så er det hele pludselig forbi ikke bare aftnen i den københavnske forlystelsespark, men også Beethovens næsten endeløse række af musikalske milesten og dermed Schiffs livsværk. Pludselig sidder ungareren og ser helt arbejdsløs ud. Han løfter hænderne og holder dem dramatisk over tangenterne. Udsætter den stormende applaus så meget som muligt. Resten er stilhed...

Hvad han nu skal? Sikkert lave historiens bedste indspilning af dem alle. Eller i hvert fald den bedste siden salige Wilhelm Kempffs dage. Men bagefter bliver det svært. For manden kan ikke finde en større udfordring, knap nok en udfordring i samme størrelsesorden hverken teknisk eller intellektuelt.

En kompromisløst gæt: Han venter til verdensånden har taget endnu en tur i glasset og begynder forfra.

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion