»How I long for something different«, synger Jannis Noya Makrigiannis et sted på det længe ventede andet album fra Choir of Young Believers.
Og vælger man at høre ordene som hans eget personlige statement, så må man sige, at han har gjort noget ved det. At han har omsat sin længsel efter forandring til handling. Undervejs mellem det forunderligt fuldendte debutalbum, »This is for the White in Your Eyes« fra 2008, og frem til nu, til »Rhine Gold«, er Choir of Young Believers nemlig gået fra at være et soloprojekt til at været et regulært band.
Forandringen er ikke kun til at få øje på, men også til at få øre på. På debuten blev det intime således føjet til det storladne med klaver og strygere og med en suveræn, smukt melankolsk svungen melodifornemmelse.
På »Rhine Gold« er den følsomme tone der stadigvæk, men tangenterne og den store klangrumsfornemmelse er trådt i baggrunden til fordel for et tættere, mere samspilsorienteret udtryk.
Særegen signatur
Lyder det nu, som om Choir of Young Believers er blevet et regelret rockband, så har jeg formuleret mig forkert. For de ni nye sange er fulde af genremæssige afsøgninger. »Have I Ever Truly Been Here« bevæger sig fremad med en krautrocket monotoni, »Patricia’s Thirst« er fuld af smittende popsensibilitet, »The Third Time« genlyder af Orienten, og »Paralyze« flirter med det psykedeliske.
Det er på mange måder en grænseløs musik, som holdes sammen af en valiumblød produktion og af Makrigiannis’ vokal, som farver alle sangene med et sart, skønhedssøgende vemod.
Han har en af den slags stemmer - som en Michael Stipe eller David Bowie - der skiller sig ud fra alle andre på planeten. Alligevel kan en anden distinkt sanger, Thom Yorke fra Radiohead, høres langt inde i Makrigiannis’ klang og fraseringer.
Og Radiohead er det band, Choir of Young Believers bedst kan sammenlignes med. Som briterne åbnede det danske foretagende nemlig karrieren med sange, som lagde sig nogenlunde lydigt i de gamle sangskabeloner, men gik siden ad nye, mere ambitiøse lydspor. Og med begge bands fornemmer man, at de kunne skrive en afsindig god, traditionel rocksang, hvis ikke de fandt det for letkøbt, for uinspirerende, for forudsigeligt.
Gradvis åbenbaring
Som i selskab med Radiohead sidder man også med Choir of Young Believers og håber på en af de store, traditionelle sange, samtidig med at man ikke håber, de begår den. Fordi man ved, de kan skrive dem uden at strenge sig an, uden helt at være rigtigt på.
Det betyder imidlertid ikke, at »Rhine Gold« er blottet for stærke melodier. De forløses blot i arrangementer, der ikke lyder som den musik, der kan høres på MTV eller The Voice, men er i besiddelse af en egen poesi og skønhed. Som de sindssvagt smukke »The Third Time« og »Have I Ever Truly Been Here«, der kun langsomt åbenbarer deres potentiale. Præcis som resten af sangene på albummet, der er den seneste kulmination på en dansk musikscene, som aldrig har stået stærkere end netop nu. Wow.
