Åh nej. Ikke igen. Ikke flere nytårskoncerter... Fri os for billige bobler i glassene, tunge parfumer i luften og flade ekkoer fra wienervalsens bjergrige hjemland.
Hvor længe holdt den frygt i fredags? Kun til folk havde sat sig til rette i Tivolis nyrenoverede koncertsal og oplevet Elsebeth Dreisig bede dem nynne med på»Vilja« fra Den Glade Enke... Fra dét øjeblik havde hun det tusindtallige publikum i sin hule hånd.
Det ku' ellers være gået rivende galt. Man så sig selv sidde og krumme tæer og tænke nej, nej, nej - det er bare for meget. Og så endte man snarere med bank i brystet og tårer i kirtlerne. For alle gik med på legen og sad med samme følelser af tro, håb og kærlighed. Samme følelser af fællesskab. Samme følelser i almindelighed...
Det var lige så hårene rejste sig på hovedet. Tak fordi den yndige sopran tog initiativ til den nynnen. Fordi hun overhovedet gik ind i den uvante rolle. Og fordi hun iførte sig nye kjoler hvert andet øjeblik - den ene flottere end den anden. Man forstår godt hendes makker den aften, tenoren Jens Krogsgaard: Han præsenterede hendes »Meine Lippen, sie küssen so heiss« fra operetten Giuditta og ville da »lige se om det passede«, som han sagde...
Helt ærlig: Er det ikke for pjattet? Ja, jo. Men det kræver også professionalisme. De to sangere har gjort det igen og igen ugen igennem - og de har fået folk med hver eneste gang. Og sikke samme Krogsgaard i øvrigt synger et flot russisk.
Så den traditionelle nytårskoncert med Sjællands Symfoniorkester blev først og fremmest solisternes aften. Hvorimod den unge Tobias Ringborg på dirigentpodiet allerede har stive ben - en frygtet arbejdsskade i det fag. I hvert fald var der grænser for orkestrets swing. Ligesom han godt kunne have gjort »Karneval«-ouverturen noget festligere og den elskede »Moldau« noget mere flydende.
Men også her var der overraskelser: Svenskeren lagde sin dirigentstok, tog sin violin og gav en parafrase af Sarasates himmelske »Zigeunerweisen«- sådan som wienernes såkaldte Stehgeigere har gjort i århundreder. Okay så. Det var altså dét, han kunne. Spille violin. Velkommen til aftenens højdepunkt nummer to. Og til et halvt hundrede orkestermennesker, der pludselig lyttede på hinanden.
De glade mennesker fik både bobler og parfumer og ekkoer. Men de fik også smagt på en lille smule mere. Kald det salighed.
