Den gamle Young er i brokkehumør

Neil Young, spyr musikalsk galde efter storkapitalismens tvivlsomme moral på sit nye album.

Neil Young på scenen i Carhaix-Plougue i Frankrig. Arkivfoto: Fred Tanneau/AFP Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den aldrende hippie er indigneret. Gode gamle Shakey er pissed off. Ja, Neil Young er faktisk så harm, at han får kaffen galt i halsen. Starbucks-kaffen. Den smager nemlig af genetisk modificerede organismer!

Neil Young har aldrig været bleg for at give sin uforbeholdne mening til kende. Slet ikke når det gælder storkapitalistiske konglomeraters tvivlsomme moral.

På den 69-åriges nye album – det 36. i rækken – spyr den beskidte rocks oldermand galde mod den multinationale agrokemiske virksomhed Monsanto.

Virksomheden fremstiller gensplejsede GMO-afgrøder, der blandt andet havner i de kaffebønner, som mokka-mastodonten Starbucks brygger sin kaffe på. Young har gennem flere år offentligt talt imod Monsanto og Starbucks. Nærværende skive er den musikalske side af protesten.

I det støjende hjørne

Som musikalske væbnere har han allieret sig med Willie Nelsons to sønner Lukas og Micah. Stilen er meget klassisk youngsk, som vi kender ham, når han er i sit støjende hjørne. Ikke ulig når den gamle får guitaren til at bløde sammen med legekammeraterne i Crazy Horse.

Her får vi den rå og sumpede rock, som leveres med upåklagelig indlevelse på de huggende mid-tempo guitarsalver »A New Day For Love«, »People Want To Hear About Love« og »Big Box«. Faktisk er det kun »Wolf Moon«, der dyrker den nedtonede countryprægede stil, som Young på for eksempel »Harvest« og »Harvest Moon« har vist, at han også mestrer.

»When corporate control takes over the American farm. With fascist politicians and chemical giants walking arm in arm« lyder det knottent på den ellers frejdigt rockende »A Rock Star Bucks A Coffee Shop«, hvor Young sågar fløjter med på guitarens gnistrende riff. »Mothers want to know what they feed their children« argumenterer Young med desperation i stemmen på samme skæring.

Og har man blot et minimum af interesse i økologi og bæredygtighed, så kan man følge hans bekymring.

Trods sit meget aktuelle afsæt i kapitalisme- og økokritik er »The Monsanto Years« dog på ingen måde musikalsk revolutionerende. Hverken i sig selv eller i Youngs diskografi, hvor han tidligere har lavet mange stærkere og mere koncentrerede udgivelser. Men når dét er på plads, så er der altså en god og solid portion fede rock-kindheste at hente her. Den gamle i brokkehumør er nemlig en ganske seværdig lytteoplevelse i denne omgang.

Hvem: Neil Young + Promise Of The Real

Hvad: »The Monsanto Years«, Reprise / Warner