Hvad gør man, når hitsene ligger mange år tilbage? Hvad gør man, når inspiration ikke længere er en selvfølge? Og hvad gør man, når det er længe siden, kontoen har fået et stort skud dollar?

Lionel Richie giver svar på det hele med albummet »Tuskegee«, hvor en stribe stjerner synger hans største hits sammen med ham. Og rent musikalsk har hans velkendte, vatbløde melange af pop og soul fået et strejf af country – den musik som genlød i lillebyen Tuskegee, Alabama, hvor han kom til verden.

Albummet skal da også gerne ses som en slags rejse tilbage til rødderne for Lionel Richie.

Han svøber sangene i smægtende pedalsteel og bittersøde violiner og synger sammen med navne, som primært er kendt fra den poppede, platinsælgende ende af countryen som Shania Twain, Kenny Rodgers, Tim McGraw, Blake Shelton og Kenny Chesney.

Seebach på nyt sprog

Der er nu enkelte, som stikker helt ud fra countryfeltet, nemlig Pixie Lott og – hvis nogen ikke skulle have hørt det – Rasmus Seebach. Og da nyheden om hans duet med den levende legende kom frem, var det indtrykket, at den danske popstjerne var med på den definitive version af albummet.

Men på udgaverne i USA og England er det imidlertid andre sangere, som synger »Say You, Say Me« med Lionel Richie. Det skal jo passe til de forskellige markeder og pengepunge.

Når det er sagt, så gør Rasmus Seebach det ganske godt på »Tuskegee«, hvor det også viser sig, at engelsk faktisk klæder hans stemmebånd langt bedre end dansk.

Det er én opdagelse på albummet, en anden er hvor meget country, der er i de gamle sange. Ikke af den slags, som hvirvler rød jord og fordrukne outsidere op, slet ikke, men af den pæne, polerede slags.

Det er selvsagt fint nok, men arrangementerne har det desværre med at krydse grænsen mellem det rene og afklarede og det fesne og ferske. Selv det kan dog ikke holde melodierne nede, og end ikke »Hello«, hvor Jennifer Nettles synger ganske jævnt, eller »Easy«, hvor den vidunderligt vejrbidte Willie Nelson hjemsøges af en pladdersentimental mundharmonika, kan knægtes.

Snigende ulidelighed

Der er dog også noget kynisk, noget hårdt og koldt kalkuleret under de varme, håndspillede arrangementer, og indimellem kommer det også helt op på sangenes overflade.

Når den engelske popstjerne Pixie Lott eksempelvis synger »Angel«, er det tydeligvis for at ramme det britiske marked. Men hendes skabede, tilstræbt slidte stemme skæmmer udspillet og bliver mere og mere ulidelig for hvert møde.

Men 62-årige Lionel Richie, ja, han lyder, som han altid har gjort. Som om alderen slet ikke har sat sig spor på hans stemme. Og mon ikke »Tuskegee« igen vil få pengestrømmene til at løbe ind på hans konto, som han i en vis forstand også synger duet med på albummet.