»Én ting er der særlig grund til at fremhæve. Og det er Frank Sinatras inddeling af figurerne og hans vejrtrækning. Begge dele er fremragende, ikke mindst når man tænker på, at han aldrig har lært at synge. Han trækker fortrinsvis ikke vejret i de pauser, melodiens opbygning berettiger til, men på de steder, teksten gør det naturligt.«
Denne præcise analyse stod at læse i Berlingske Tidende 28. maj 1953, og det var min fortræffelige forgænger i faget, salig Bent Henius, der var ophavsmand. Kort sagt – han anmeldte en begivenhed, der aftenen forinden havde fundet sted i K.B. Hallen. Ja, faktisk var der tale om to koncerter, kaldet »Humørparader«, og her var Frank Sinatra hovednavn. Og interessant nok skulle disse to parader blive den amerikanske sangers første og sidste optræden i Danmark.
Ganske beskedent i betragtning af den status, som Frank Sinatra har haft såvel i sin levetid som i sin eftertid – også i dag, hvor hans 100-års fødselsdag bliver markeret overalt i verden. Og giver det så mening i den sammenhæng at fremdrage mandens overskuelige besøg i København?
Mellem succes og fiasko
Jo. Frank Sinatra stod på det tidspunkt midt i et vadested. Mellem succes og fiasko, liv og død, om man vil. Sangeren, der ti år tidligere havde lagt USA og tilhørende skrigende teenagepiger for sine fødder, blev nu i vidt omfang betragtet som et vrag. Og til trods for, at han gjorde en udmærket figur i København, var hans øvrige Europa-turné langt fra noget triumftog.
Men umiddelbart inden var der sket et par altafgørende ting. Han havde færdigindspillet den rolle i filmen »Herfra til evigheden«, som året efter indbragte ham en Oscar, og så havde han tegnet kontrakt med pladeselskabet Capitol.
Sidstnævnte skulle i resten af årtiet udsende det ene fantastiske Frank Sinatra-album efter det andet. Hvad enten man ved, hvad Frank Sinatra er for en størrelse, eller bare gerne vil vide det, så er det primært Capitol-perioden, man skal dykke ned i.
Selvfølgelig bør man jagte de originale vinyl-LPer, men andet kan gøre det, herunder en lind strøm af genudgivelser på CD. Interessant nok ikke fra moderselskabet, men fra en række lettere kryptiske sydeuropæiske foretagender, som spekulerer lidt i udløbende rettigheder, men samtidig – på alle måder – kæler for materialet.
Det klinger og swinger fra første tone
De 70 numre på triple-albummet »Classic Sinatra« er smagfuldt fordelt i kategorierne »Swing Time«, »Ballads« og »Movie Themes«, og det er den mesterlige dirigent og arrangør Nelson Riddle plus andre af fagets tunge drenge, der sikrer fundamentet.
Kort sagt – fra de første toner klinger og swinger det, alt imens Frank Sinatra fortolker udødelige værker fra den store amerikanske sangbog, herunder »I Get A Kick Out of You«, »Love Walked In« og »Tangerine« – autoritativt og helt personligt. Dertil kommer den ene skønne ballade efter den anden, her kan nævnes »In The Wee Small Hours of The Morning«, »Angel Eyes« og »One For My Baby«, og selv om strømmen af film-temaer kan virke lidt ujævn, så er det da godt at lægge ører til »The Tender Trap«, »I Love Paris« og »Someone To Watch Over Me«.
Og har man det sådan, at man totalt falder for balladerne, altså Frank Sinatras afklarede og totalt troværdige formidling, smukt indhyllet i strygere, ja, så er det værd at minde om, at overgangen fra Capitol til eget selskab, Reprise, ikke lagde en dæmper på den kunstneriske kvalitet.
De to 1962-LPer »All Alone« og »Sinatra With Strings« – med henholdsvis Gordon Jenkins og Don Costa som dirigent og arrangør – her samlet på én CD – er hver for sig og samlet et mesterværk. Et sjældent helstøbt musikalsk forløb – uden brud på den melankolske stemning, der især på »All Alone«-numrene – alle i valse-takt! – kan blive til ægte smerte. Eksempelvis i fortolkningen af Irving Berlins gribende »When I Lost You«, som komponisten skrev efter at have mistet sin unge hustru, der var blevet smittet af tyfus på deres bryllupsrejse til Cuba.
I den mere pompøse »Sinatra and Strings«-afdeling finder man en kuriositet i form af Hoagy Carmichaels stedsegrønne »Stardust«. Den spilles ofte uden det såkaldte verse, altså introduktionen, der leder frem til hovedtemaet. Men her synger Frank Sinatra faktisk kun introduktionen! Og selvfølgelig skaber han et fuldkomment værk.
Fem stjerner:
Hvad: »Classic Sinatra – His Great Performances 1953-1962«. Lucky Stars/Jazzcup.
Seks stjerner:
Hvad: »All Alone + Sinatra and Strings«. Poll winners/Jazzcup.
