Trods bollen over a’et tilhører Låpsley England, ikke Skandinavien, men den 20-årige sangskriver Holly Lapsey Fletchers sange kan let få én til at tænke i nyt nordisk. Der er nemlig en genkendelig minimalisme, melankoli og kulde over de 12 sange på debutalbummet »Long Way Home«.
På størstedelen af numrene er vi nede i tempo og humør, og det klæder Fletchers indfølte vokal. Alle overflødigheder er skrabet væk på sangen »Station«. Det blide keyboard bølger med tremolo-effekten, mens nummerets sparsomme percussion klaprer, klapper og sågar hvæser som tørre vinduesviskere.
Den betagende ballade »Falling Short« gør Låpsley til en opvisning i beherskelse. Stemmen kryber på hjerteskærende vis højere op i registeret, uden at følelserne forstørres ud af proportion.
Både på »Station« og »Falling Short« manipulerer Låpsley tonelejet på sin egen baggrundsvokal, så det ender med at lyde, som om hun synger duet med en mandlig partner. Det passer godt til »Long Way Home«, der optegner et svært langdistanceforhold. Det vrimler med referencer til rejste mil, telefonopkald og talte dage inden gensyn, og man kan ikke klandre albummet for at være usammenhængende. Tværtimod bliver al den lækkert producerede traurighed indimellem ensformig.
»Cliff« forgaber sig i en repetitiv marimbafigur, et mørkt, dunkende beat og en ligegyldig tekst om »this boy without a name«, som fortælleren skal redde.
Heldigvis svanser overraskelsen »Operator« (He Doesn’t Call Me) ind halvvejs igennem og rusker op i tungsindet. Nummeret lægger ud med country-vokalharmonier lige ud af Coen-brødrenes »O Brother, Where Art Thou?«, men slår derefter over i uptempo disco. Mens bassen bobber lystigt og ko-klokken tikker af sted, holder hjertesorgerne ved, dog med en kækkere attitude. »My baby doesn’t call me so put me through / Tell me should I leave him / or fall in love with you, operator?« synger Fletcher.
Om ikke andet lyder det, som om Låpsley nok skal komme igennem til et større publikum.
Hvem: Låpsley
Hvad: »Long Way Home«, Playground/XL Recordings
