Den danske verdensstjerne gjorde god musik bedre

Verdensstjerne lagde sin vej forbi Den Hirschsprungske Samling. Ingen har hørt mage til romancer i årevis – og DR lægger heldigvis en optagelse ud på webben.

Bo Skovhus bor i Wien og kan jævnligt opleves i de store roller for baryton på byens statsopera. Men han er lige så stærk i enkle romancer med klaver. Lidt af en sjældenhed! Fold sammen
Læs mere
Foto: Roland Unger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hirschsprung er både sans og samling.

Det lille tobakstempel bag Statens Museum for Kunst tænder jævnligt op for tidens største musiknavne.

En eksklusiv ramme! Adgangskortene til de få stole onsdag aften blev solgt på ingen tid. Guldalderens lærreder passer jo også glimrende til guldalderens musik.

Og hvis man gik glip af den lumre luft mellem lærrederne, så jo: Koncerten med Bo Skovhus blev optaget af DR og ligger snart på webben. Velkommen til et must for enhver elsker af romance.

For som den danske verdensstjerne dog synger! Og som Helmut Deutsch kan spille på det lejede flygel! Alene de 16 sange fra stemningsfulde »Dichterliebe«– skabt af en nygift Robert Schumann i romantisk rus:

De to kunstnere kommer ind og ser ufatteligt forskellige ud. Sangeren ligner den følsomme jægersoldat, pianisten en knastør klaverlærer. Og gid, gid, gid den kendte operastemme ikke viser sig for stor til det lille rum mellem malerierne …

Aber nein. Selv om Skovhus sagtens kunne blæse samtlige billeder af væggen, så gør han det aldrig.

Manden synger tværtimod uafbrudt de næste par timer – og ikke én tone får for meget. Hvorpå han gemmer de sidste decibel til ekstranumrene og lige får svitset lidt farver af alligevel. Faktisk lige tilpas sådan en aften.

Hvilken kontrol. Og hvilket sprog! Bo Skovhus kan udtale »… auf goldenem Leder gemalt« kønnere end nogen indfødt tysker. Drengen fra Ikast gør faktisk konsonanterne i sin muskelmund til noget vellystigt, til en hel kunstart.

Ligesom han på en vis måde gør god musik bedre:

Når den romantiske ironi for eksempel bliver uklar, lader han sin mimik give en hjælpende ånd.

Han støber også den bevidst ordinære »En dreng elsker en pige« om til en vred sang. Forknyt og forstilt.

Og hvorfor skal klaveret egentlig spille så lang tid alene i den allersidste sang? Nå ja, selvfølgelig. Bo Skovhus bliver stående stille og med lukkede øjne. Drømmer sig tilbage til dengang, alt tegnede lyst endnu.

Før pausen en rammende introduktion ved museumsdirektøren til Einar Nielsens »Den blinde pige«. En blanding af gyldent ikon og proletarportræt. Åh, altså.

Klap, klap, klap. Mere musik den aften er unødvendigt, tænker man.

Sangene af vor egen Carl Nielsen ejer jo heller ikke tyskerens forening af poesi og professionalisme. Og slutningen af Gustav Mahlers himmelske »Das Lied von der Erde« var tænkt med orkester, ikke med klaver alene. Vel?

Men alt bliver om muligt bedre. Jordens sang tager tråden op og fortsætter retningen mod kærlighedens endeligt.

En anden har først lidt ondt af herren ved tangenterne. At lege orkester på et flygel har aldrig været sjovt. Og hvad sker der? Helmut Deutsch’ mægtige mellemspil på egen hånd ender som en katedral anno kubisme. Som en fuldstændig åndeløs grænseovergang mellem romantikken og det moderne.

Til sidst ordet »Ewig« om og om igen. Sunget stadig mere tonløst, tyndere end luften selv, som ét stort suk – og med verdens første popakkord som et fjernt ekko bagved. ---- Ingen i salen vil nogensinde glemme lyden af det ord. Det er et enestående øjeblik.

Evigt, ja… Og på Den Hirschsprungske Samling igen onsdag den 10. august med Inger Dam-Jensen og Roger Vignoles mellem malerierne.