Den bløde maskines triumf

Svensk-argentinske José Gonzalez – manden bag tonerne til Sonys hoppeboldreklame – tryllebandt Vega med sine mystiske sange.

Jose Gonzales fik undervejs i koncerten selskab af to medmusikanter, som trådte til på ultradiskret percussion, hvilket gav Gonzales’ rytmiske udtryk endnu mere dybde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen

Det er vist sjældent, at en enkelt mand med en akustisk guitar giver én lyst til at rykke nakken vildt frem og tilbage som til det tungeste hip hop-beat.

Men den argentinske svensker José Gonzalez er også en sjælden fugl – der sneg sig til en status som undergrundsstjerne over hele verden, da hans første album, »Veneer« fra 2003, røg over disken i 750.000 eksemplarer, efter Sony brugte sangen »Heartbeats« som lydspor til firmaets berømte hoppebold-reklame. Det er et albumsalg, som danske koryfæer som Raveonettes og Mew kun kan drømme om.

Det er der en grund til, og den grund blev åbenbaret på smukkeste vis i Vega onsdag aften.

Gustne ugler
González, der begyndte solo på scenen, går til sin spanske guitar som et primært rytmisk instrument i en organisk spillestil, der lyder lige så inspireret af den brasilianske bossa-legende João Gilberto som af det britiske folkfyrtårn Nick Drake.

Som en blød maskine baserer han sine sange på stramt disciplinerede guitarfigurer, spillet med varm sydlandsk accent i fingrene og plads til små sidespjæt. Simple nuancer i hans sprøde stemme, abrupte intonationer og en i det hele taget elegant fedten med alle vokale virkemidler skaber rum, overraskelse og melodi i de altid dragende, ofte clairobscur-mystiske og nogle gange foruroligende sange med titler som »Crosses« og »Kill For Love«.

Han fortæller os, at uglerne er en hel del mere gustne, end de giver sig ud for at være, og han gør det ved at smyge sig ind på vores krop, før han taler til vores fornuft. Det virker.

Ravefest med én guitar
Alene foran publikum lagde González ud med bl.a. »Veneer«-sange som »Deadweight On Velveteen« og »Hints«, især den sidste spillet nærmest punket i forhold til pladeversionen.

Bag ham lyste et bagtæppe med en af hans karakteristiske, fabulerende tegninger op: Et fyrretræ med et (vistnok) skibsanker i stedet for rødder. Og da to medmusikanter efter en håndfuld sange trådte til på ultradiskret percussion koncerten ud, blændedes der såmænd op for to ekstra af de sirlige fantasigevækster.Det var subtilt og uudgrundeligt, ligesom musikken, der næredes af den pludselige ekstra dybde og bredde: Den rytmiske rygrad i Gonzalez’ kompositioner fik et tilpas snøret korset at hvile i, og den vuggende puls holdt andægtigheden på klædelig afstand i sange som »Down The Line« og antikrigsindsparket »How Low« – begge fra det aktuelle og glimrende album »In Our Nature«.

Rytmen steg kun sjældent fra en ulmen til en pumpen – og når den gjorde, som i den samba-inficerede »Remain«, følte man sig nærmest hensat til rave-fest, selv om musikken ret beset nok ville passe bedre til en bibliotekskoncert. Så har man altså helt styr på sine dynamiske virkemidler.

José González sluttede med to coverversioner: Kylie Minogues »Hand On Your Heart«, der næsten blev til sødmefyldt country, og Massive Attacks »Teardrop«, der i hans version klingede helt hen ad keltisk folkemusik. Fint, men han kan altså også få selv guitarstemning mellem sangene til at lyde skønt.

González er en rytmisk romantiker, der nu på to albums har perfektioneret sin opdagelse af, at gløder kan noget andet end ild. Næste skridt må være at puste lidt til dem og se, hvad han kan få ud af det.