Vi kan være åbne. Eller vi kan stikke noget under. Det er de to største kontraster i kunstens verden - og det er forskellen på barokkens rosenhave og romantikkens neurosenhave.
At sidde i Radiohusets gamle sal føles altid rart. Ædle træsorter og flot finish bringer ro til øjnene. Men at sidde med de to kontraster i ørerne, med både gamle Vivaldi fra barokken og knap så gamle Gustav Mahler fra romantikken Den slags fungerer knap nok på papiret. Eller hvad?
Utroligt medrivende
Sjællands Symfoniorkester ligner selv en barokhave den fredag. Kammerkoret Camerata stiller sig bag dem og gør det samme. Aftenen begynder samlet, symmetrisk, præsentabelt …
Og slet ikke med den Vivaldi fra De Fire Årstider.
Hans lidt glemte »Gloria« er en Vivaldi med anderledes dybde og forbløffende brede stier. Man skal lede længe efter et mindre beskidt dusin satser.
Utroligt medrivende i for eksempel den mægtige »Et in terra pax«:
Lyden fra koret begynder på nul, vokser så uendelig langsomt og fylder efterhånden koncertsalen helt ud i krogene.
Den gamle italiener springer halve århundreder frem i de øjeblikke, går næsten den døve Beethoven i bedene – og der var altså tusind vidner på det hin aften.
Hvilke sangere skal den musik høres med? De to solister den fredag står godt til hinanden, er begge mørke for både øjet og øret, helt igennem italienere.
Yngste dame bliver måske nok lidt katolsk i sin kropslige hengivelse til Herrens velbehag.
Men hendes ældre kollega i rødt er noget så sjældent som en ægte kontraalt: Hun synger næsten som en mand og gør det ganske uforglemmeligt.
Læg dertil en syndigt smuk solo på blæseinstrumentet obo. Og at rigtig mange af de sjællandske symfonikere spiller den gamle musik uden romantiske ryst. Endnu flere måtte godt gøre det samme.
Pause. Og chooock …
Mahlers Fjerde har altid været en lidt sær symfoni. På overfladen klassicistisk som en suite fra Holbergs tid og samtidig falsk som en uhyggelig klovn – som om idyllen når som helst kan brydes af hundeglam fra kælderen.
Man er pludselig oppe i
Nietzsches og Freuds tid. Komponisten selv var opera-
chef i Wien dengang og kendte alt til både jødehad og indestængte impulser.
Han hentede hele verden ind i sine symfonier, sagde han.
Det bliver en timelang verden af kanekørsel og kælne melodier fra alpine klokker. Men også med udbrud af afmagt og afsind, af gråd og galskab. Selv kanen og klokkerne lyder helt fjendske efterhånden.
Og den afbrydes først til allersidst af et barns drøm om bedre dage i det højeste.
Et gribende øjeblik i den smukke sal:
Sopranen i skikkelse af unge Klara Ek stiller sig ud som uskylden selv, ud mellem musikerne og os andre, vil ligesom dreje al det uskønne om på skønt – men bliver samtidig selv drejet lidt af led. Der var tyst på Frederiksberg i de minutter. Nogle græd.
Fra den åbne afdeling til den lukkede. Lyden af to tider, to mennesker, to meget forskellige vilkår.
Den sidste kunne bare godt have brugt nogle flere strygere. 74 fastansatte musikere er omtrent 74 procent af standarden. Og som Sjællands Symfoniorkester vokser i kvalitet for tiden, bør det også vokse i kvantitet.
Pingerne med pengene bør belønne gørelse med størrelse.
