Chuck Berry lod det grå guld i Amager Bio vente i en times tid, før han indfandt sig. Måske for lige at vise, hvem der bestemmer, eller måske fordi han havde tøjkrise ude bagved. Da manden, der holdes mere eller mindre eneansvarlig for rock'n'roll, gik på scenen, var han i hvert fald et syn for den slags guder, der har humoren i behold: Hans spinkle gammelmandskrop var pakket ind i en lilla glimmerskjorte og en hvid kaptajnskasket. Han lignede en skør pensionist fra Miami, der havde raidet sin kones klædeskab.
Det var ikke til at se, at vi stod foran den engang så ultracool rebel, der i 1950erne opfandt teenageren som kunstnerisk hovedperson i sange som »Sweet Little Sixteen« og »No Particular Place To Go«. Men til gengæld kunne det høres.
Allerede i første sang, »Roll Over Beethoven«, stod det klart, at Chuck Berry har sin fandenivoldskhed i behold. Det kan godt være, at han ikke synger hverken så rent eller tydeligt som tidligere, men så kan man jo altid råbe. Det kan også godt være, at han ikke altid spiller i samme toneart som resten af bandet, men det er ligesom deres problem. Chuck Berry krævede og tog sin position som autoritet og levende legende, og det klædte ham umanerlig godt. Og så spiller han altså guitar som en punker: Selv når sønikke Charles Berry Jr. gav den fuld slæde på leadguitaren, var det farmands grovmotoriske rytmedask til gribebrættet, der trængte igennem og lød af noget.
De første mange sange blev hostet kontant, værdigt og koncentreret op af Berry og hans solide kvartet. Inklusive, selvfølgelig, både »Johnny B. Goode« og Berrys berømte duckwalk, den humpende guitardans, der hører til sangen. Men da først søn på guitar, og siden datter på mundharmonika skulle lege med, begyndte det til sidst at blive absurd at se en af verdens største sangskrivere stå og jamme i stedet for at spille sine sange. Helt grotesk blev det, da Berry og datter syntes, de skulle synge en lummer bluesduet om nattelang sex, hvor »a quarter past four« rimer på »give me some more«. Men man kan vel ikke forlange meget mere af en 80-årig, end at han bruger sin tid og energi på det, han holder af. Og hvis det er lilla pailetter, maritim hovedbeklædning, alenlange harmonikasoloer og vokalincest, so be it. Chuck Berry er Chuck Berry, og det nytter sgu nok ikke at forsøge at overbevise ham om noget andet.
