Debut for stemme og strenge

Sangerinden Tine Langtved og guitaristen Jesper Hovedskou udgør et musikalsk makkerpar, som hermed pladedebuterer.

Foto: Scanpix

Det sker med en samling af egne værker, hvilket vel næppe kan kaldes et sjældent fænomen, men det er da værd at bemærke, at de udmærkede engelsksprogede tekster og de gode melodiske strukturer hænger ganske godt sammen. Guitarspillet er letflydende og stemningsskabende, og parret ledsages glimrende af trommeslageren Mikkel Find og bassisten Lars Johnsen - i et par numre erstattet af Guffi Pallesen.

Generelt har klanguniverset en let - undertiden nærmest minimalistisk - karakter, og repertoiret bevæger sig fra ballader til rockmusikalske ting via - særligt vellykket - elegantswingende jazzværker som »Elm Street« og »Love Bite«. Her er både tekst og musik skrevet af Tine Langtved, der som pladens primære kunstner formidler sangene med en stemme, som måske ikke altid er jazz i puritansk forstand, men som - i vidt omfang - i kraft af frasering og inderlighed - gør det musikalske budskab overbevisende.