De smukkeste stemmer

Danske Bremer/McCoy rider ind i de svenske skove på ryggen af et blødt dub-ekko, mens Nils Frahm improviserer monumental skønhed på verdens største klaver.

nfrahm
Den tyske pianist Nils Frahm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse

Vi er så vant til, at musikken har en stemme. Men hvem siger, at den behøver at sidde i halsen på et menneske af kød og blod? Kunne den ikke lige så godt strømme ud af et koncertflygel? Plirre fra et gammelt Wurlitzer-el-piano? Eller flimre i de gradvist eroderende teksturer fra en analog ekko-maskine?

Spørgsmålet er retorisk. For selvfølgelig kan den det. Tag bare danske Bremer/McCoy eller tyske Nils Frahm. Begge evner de på deres egen beskedne og udelukkende instrumentale facon at udtrykke langt mere, end mange sangere gør det med en masse ord.

Førstnævnte er en bemærkelsesværdig yngre duo bestående af pianisten Morten McCoy og kontrabassisten Jonathan Bremer, der på deres andet album, »Ordet«, finder deres helt egen stemme i et overraskende krydsfelt af inspirationer.

Den simple opsætning med klaver og bas forlener dem umiddelbart med Jan Johansson og Georg Riedels underskønne møde mellem jazz og svensk visetradition på klassikeren »Jazz På Svenska« (1964). Og den danske duo deler da bestemt også både forgængernes let melankolske anslag og elegante melodifornemmelse.

Det, der imidlertid giver dem deres helt egen signatur, er dog deres overraskende idé om at kombinere det jazzede udgangspunkt med inspiration fra jamaicansk dub-reggae. En inspiration, der både viser sig i Jonathan Bremers blødt stødende basgange og i Morten McCoys ekko-indsvøbte Wurlitzer. På papiret virker ser det noget umage ud, men i hænderne på Bremer/McCoy lyder det som den mest naturlige ting i verden.

Resultatet er en lille genistreg af en plade, der er lige så smuk og indbydende, som den er original. På sin helt egen stilfærdige måde.

Kæmpe instrument

Den unge tyske pianist Nils Frahm udtrykker sig til gengæld med et væld af skiftende stemmer. Og helt på egen hånd. »Solo« er hans seneste i en lang række af plader bundet op på en simpel konceptuel ramme, som Frahm så afsøger med stor finesse og musikalsk nysgerrighed.

»Screws« (2012) gjorde han en stille dyd ud af kun at kunne spille med ni fingre som følge af en brækket tommelfinger, mens han på »Spaces« (2013) undersøgte en lang række forskellige koncertrums akustiske og ekstramusikalske potentialer.

Den musikalske ledetråd på »Solo« er Frahms musikalske møde med verdens største opretstående klaver, den såkaldte Klavins M370, der vejer hele 1,8 ton og måler 3,7 meter i højden. Og der er vitterligt tale om et møde. Det, vi hører, er nemlig lyden af Frahm, der improviserer otte klaverstykker frem i én enkelt session foran det store instrument.

Det er der kommet en stribe tålmodigt udfoldede meditationer ud af, hvor oplevelsen er mere båret af instrumentets imposante klang end klart definerede melodiske forløb. Men hvilken klang! Der er et helt enormt register for Frahm at arbejde med her, og godt hjulpet på vej af den kolossale rumklang og hans fornemt modulerende akkordforløb får han skabt nogle tudesmukke og sine steder ret dramatiske panoramaer. Fuld af sorte skyer, brakmarker og knoldet skønhed. Se, det er en stemme, der er værd at lytte til.

5 stjerner
Hvem:
Bremer/McCoy
Hvad: »Ordet«, Raske Plader

5 stjerner
Hvem: Nils Frahm
Hvad: »Solo«, Erased Tapes