De ler op i dødens åbne ansigt

Trods mandefald sænker Slayer ikke farten og deres sinistre metaliske kværnen på deres nye album »Repentless«.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ulykke kommer sjældent alene. Ej heller for diabolske metalmastodonter. De seneste år har ikke været nemme for de thrashmetaliske helvedeshunde i amerikanske Slayer. 2013 skulle vise sig at blive et annus horribilis for »verdens hurtigste band«. Her kom der gevaldig med grus i ondskabsmaskineriet.

Det startede med, at de afskedigede deres oprindelige tøndetæver, Dave Lombardo, efter uenigheder omkring kontraktforhold. Men det mest alvorlige slag kom dog, da bandets guitarist, co-komponist og medstifter Jeff Hanneman døde som følge af leversvigt.

Han havde på daværende tidspunkt været på orlov i et par år, efter han fik konstateret den sjældne kødædende bakterieinfektion Nekrotiserende Fasciitis, der var forårsaget af et edderkoppebid, han fik, mens han var i bad. Paradoksalt nok var Slayer, som har gjort det til deres adelsmærke at besynge død, ødelæggelse og blasfemi, selv blevet indhentet af manden med leen.

Ingen ville have set skævt til de resterende medlemmer, sanger og bassist Tom Araya og guitarist Kerry King, hvis de havde kastet håndklædet i ringen. Slayer har deres på det tørre. De er et af de mægtigste metalbands nogensinde, og deres hårdtslående arv er velforvaret. De har aldrig solgt ud. Er aldrig blevet blødsødne.

Men de resterende to-fjerdedele nægter at vifte med det hvide flag. Det formår de ikke. Metal er deres liv og sjæl. Det høres tydeligt på deres nye album, »Repentless«, hvor de trods mandefaldet hverken sænker farten eller slækker på deres karakteristiske sinistre musikalitet. Indlemmet er de rutinerede kræfter, guitaristen Gary Holt og trommeslageren Paul Bostaph, som begge har spillet med gruppen i perioder. Den tjans klarer de ganske godt.

»Repentless« lyder umiskendeligt som et Slayer-album. Et solidt et af slagsen. Uden dog at være noget hovedværk. Men ondskaben og attakket er intakt. De overvinder krisen.

Hanneman-nummeret »Piano Wire«, som han nåede at skrive inden sin bortgang, er en rasende riff-satan. »Never surrender« skriger Araya krigerisk. Og det er lige præcis, hvad de ikke gør. »Implode« og »Take Control« er grusomt velplacerede musikalske mavepustere, og »When The Stillness Comes« er en monstrøs afsked med den faldne soldat Hanneman. »Blood falls from the ceiling like rain« lyder det. Ikke for småbørn og sarte sjæle.

Slayer ler op i dødens åbne ansigt og løfter begge langefingre i en lammetævende metalsalut. »Fis af, makker - os får du ikke ned med nakken, makker«. Der skal mere end dødsfald til at knække Slayer. Hell yeah!

 

Hvem: Slayer

Hvad: »Repentless«, Nuclear Blast