Generelt er der for få, der vil noget med sproget i dansk popmusik.
Alt for meget ender i ren Rasmus Seebach-lyrik og Nik & Jay-rim forfattet af pubertære amatører, der bare ikke har nok på spil. Medmindre man er en del af en genremæssig niche, hvor sproget gør forskellen, kan man sjældent hæve sig op til meget andet end lidt kærlighed fyldt op med ærlighed.
Derfor må man da også stadig ty til Tordenskjolds soldater, hvis man ønsker noget begavet poplyrik anno 2014. Tilfældigvis udkommer der så nu to album fra kunstnere, der i det mindste forsøger at fremtvinge noget andet og mere.
De Eneste To med Simon Kvamm og Peter Sommer, der efterhånden er blevet en etableret duo og nu udgiver deres andet album, »Dobbeltliv«, og så nestoren over dem alle, Niels Skousen, der efter mere end 40 års virke er aktuel med sit nye album, »Smil eller dø«. Og hvis man tager den sidste først, så kunne enhver smerteramt teenager med skrivekløe på sin iPad godt lære et trick eller to af denne 70-årige troubadour.
Skousen er skarp som et barberblad på »Smil eller dø«, skabt i tæt samarbejde med producerne Nikolaj Nørlund og Mads Brinch Nielsen og med tre stærke musikere som Anders Mathiasen, Kristoffer Munck og Mads Hyhne som musikalsk backup.
De gør det alle som forventet godt, men det er i selve teksterne, at Skousen hæver sig op og skaber et spejl af vor tid. I en åbner af næsten cohenske dimensioner tegner Skousen et billede af byens dårskab, når mørket falder på.
»Blændende lysglimt/Byen er spændt ud mellem lyst og beton/tilfældig slår jeg ned/tilfældigt og uden pardon/gaden flyder med hjemløse/højhusene brækker/sort er det, der siver ud fra alle revner og sprækker,« lyder det dunkelt fra Skousen i »Lysglimt«.
Forsøger at »naile« tidsånden
Det er stærkt og vedkommende. Skousen bevæger sig gennem vores tid og registrerer hver en detalje, hver en krakelering i vores samfunds fernis. Og så tager han hjem og skriver en sang om det.
»Vi er et lykkeligt folk/Verdens lykkeligste nation/Vandrer trygt på randen af en depression,« som det lyder i »Smil eller dø«. Eller som han messer i »Jeg melder fra.com«:
»Mit liv, siger jeg, er blevet til faste ritualer/Jeg taler med mig selv om mine egne indre kvaler/Faste vendinger/Faste vinkler/Slappe koder/Slappe håndslag/Jeg roder rundt i værktøjskassen efter et eller andet håndtag.«
Det er genialiteter, leveret med en deadpan-mimik og en afdæmpet stemmeføring som næppe overgås herhjemme for øjeblikket. Og desværre heller ikke af De Eneste To, der ganske vist også forsøger at »naile« tidsånden på deres nye album, men ikke når Skousen til hans let krøllede benklæder.
Mellem originalt og komisk
Måske er sammenligningen uretfærdig, men uanset hvor stor sympati man kan have for Simon Kvamm, Peter Sommer og deres fritidsprojekt, ender deres sange sjældent med at blive andet end lidt sjove ordrim uden andet end lidt overfladisk symbolik.
Som nu første single fra albummet, den for mange allerede velkendte »Sult«, der ganske vist lyder forbandet godt i al sin bombastiske vælde, men tekstmæssigt står underligt og træder sig selv over tæerne:
»Giv mig endnu et glas/Giv mig lidt mere jazz/Giv mig endnu en bid af byen/Giv mig, giv mig endnu en røg/der er åbent i mig/jeg har fyret min lukkelov«.
Jeg har fyret min lukkelov? Jeg forstår godt, hvad der menes, men det er en decideret fjollet metafor for en sang, der handler om, at man bliver nødt til at gå over stregen for at kunne mærke kunsten.
Men hverken Kvamm eller Sommer er nogen Knut Hamsun, så det bliver ved tanken. Måske er det mig, men hvad skal vi med en sang om »Jyder i København«?
Og det er da fint at lave en sang om, at vi skal blive bedre mod os selv og hinanden, men hvorfor skal det puttes ind i en ramme, der handler om, at vi skal være mere flinke i trafikken?
Det er bare ikke videre originalt, og albummet »Dobbeltliv« vakler på den måde mellem det originale og det komiske. Og det, tror jeg ikke, var hensigten. De Eneste To burde tage at lytte lidt mere til Skousen. Og så på den anden side – det burde vi alle sammen.
Seks stjerner
Hvem: Niels Skousen.
Hvad: »Smil eller dø«, A:larm.Music.
Tre stjerner
Hvem: De Eneste To.
Hvad: »Dobbeltliv«, Sony Music.
