David Lynch og lydbillederne

Engang skabte han sublime film, nu indspiller han urovækkende sange – og de er ganske gode.

Cover Fold sammen
Læs mere

Han er en uforlignelig billedmager. Mellem virkeligheden og drømmenes usandsynlige, sært sande verden rejser hans film sig. En sand auteur med sit særegne aftryk på hvert eneste klip, hver eneste scene, hver surreelt spunden handlingstråd.

Men David Lynch – for det er naturligvis ham, der er tale om – har desværre opgivet at lave film. Hans kunstneriske ånd og greb svæver dog også over hans musikalske output. I 2011 udkom således debutalbummet »Crazy Clown Time«, som var et intuitivt, urovækkende, ofte fascinerende bekendtskab.

David Lynchs andet album »The Big Dream« har han beskrevet som »moderne blues«, og numrene er jammet frem sammen med producer Dean Hurley. Ordet »moderne« er vigtigt i beskrivelsen, for sangene opløser og dekonstruerer ofte de gamle blues-takter og er elektronisk frembragt: En kold, mørk sound som med sin skurren og programmerede puls kan minde om Suicide, og dén sammenligning underbygger David Lynchs forvrængede stemme kun.

Men som i hans film slår kærligheden til gammel, romantisk og ærkeamerikansk populærmusik også igennem. Roy Orbisons sødme er derinde et sted, og 1950ernes sjæler-sound står tydeligt frem i ikke mindst »I’m Waiting Here«, hvor svenske Lykke Li lægger lys stemme til og vækker mindelser om Julee Cruises »Falling«, som optrådte i David Lynchs »Twin Peaks«-serie.

Den store drøm

Et andet højdepunkt er fortolkningen af Bob Dylans »The Ballad Of Hollis Brown«, der her bliver en foruroligende, dystert rumsterende affære, som bevæger sig ind i rummet mellem virkelighed og underbevidsthed – præcis som David Lynchs film.

Men er hans evner som lydmager på niveau med hans evner som billedmager, spørger man uvægerligt sig selv. Det korte svar er nej. Det lidt længere og mere nuancerede svar er dog, at han stadig lærer og tydeligvis er på vej videre frem. Mod endnu bedre sange, hvortil hans flair for ildevarslende, surreelle produktioner kan kobles, og noget sublimt kan opstå.

Måske er det også hans mål. Hans »Big Dream«.

Lyt her: