Darkness Falls mestrer beherskelsens kunst

Den danske duo Darkness Falls’ andet album byder på stilfulde sange, der trækker på lige dele 80er-synths og spaghettiwestern- soundtracks.

Ina Lindgreen (t.v.) og Josephine Philip udgør Darkness Falls. Foto: Jette Jørs Fold sammen
Læs mere

Josephine Philip og Ina Lindgreen ved et og andet om at holde igen. Sammen danner de to danske musikere pop-noir-duoen Darkness Falls, der på sit andet album, »Dance And Cry«, beviser, at den mestrer beherskelsens kunst.

På flere numre lader Philip og Lindgreen deres smagfulde sange boble og syde lige under den overflade, der aldrig prikkes hul på. Instrumenteringen opbygger spænding, men forløsningen udebliver, og man bliver som lytter positivt overrasket.

Især på »The Answer« matcher outtroens antiklimaks tekstens forgæves forsøg på at afkræve klarhed fra en ubeslutsom elsker i linjer som »Give me answers / simple yes or no /should I stay or leave you alone?«

Sammenlignet med forgængeren »Alive In Us« fylder synths og andre elektroniske elementer mere på albummet. En velkommen udvikling, der især giver pote på de mere dystre numre.

Philip leverer en kuldegysende monoton vokal på »Midsummer Wail«, der spreder uhyggen sammen med Lindgreens knoklede guitarfigur, som ikke ville stikke ud på et Interpol-nummer.

Stærkere hooks

»Thunder Roads« lyder som soundtracket til en scifi-film fra 80erne med dens sirene-lignende synths og forvrængede gurglelyde, mens titelnummeret tager et halvskingert glockenspiel, og hvad der lader til at være fyrværkeri som sælsomme stemningselementer.

»My Father Told Me (He Was Wrong)« fungerer som et bemærkelsesværdigt afbræk fra »Dance And Cry«s overvejende midtempo- numre med tilføjelsen af en insisterende hi-hat og et opløftende, synth-assisteret omkvæd.

Selv om »Golden Bells« giver Philip lejlighed til at skabe lyse, højtidelige vokalharmonier som en del af albummets generelle spaghettiwestern-inspiration, ender »Golden Bells« med at flyde væk på dens æteriske stemning.

På »Dance And Cry« beviser Darkness Falls, at de kan sætte electronica og western-træk såsom tremolo twang-guitaren sammen på elegant vis, men man savner stærkere stilladser. Hooks der bider sig fast, uden at det sker på bekostning af duoens beherskede, stilfulde håndtering af instrumentering og kompositioner.

Hvem: Darkness Falls. Hvad: »Dance And Cry«, Fake Diamond Records.