Danskerne må vente

Den danske musikbranche er i kontakt med den gratis, svenske musiktjeneste Spotify, men danske musikelskere må væbne sig med tålmodighed.

Musiksalget er for alvor rykket online, hvor bl.a. den gratis musiktjeneste Spotify har stor succes. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Joel Saget

STOCKHOLM: Danske internetbrugere kan endnu ikke benytte sig af den succesfulde, internetbaserede »jukebox« Spotify, selvom de danske pladeselskaber i realiteten er parat til at give danskerne adgang til deres musik ganske gratis.

Administrerende direktør i pladeselskabet EMI, Michael Wermuth, kalder Spotify yderst interessant.

»Det er en god tjeneste, og aftalegrundlaget er jo allerede på plads, fordi Spotify samarbejder med EMI i Sverige. Bare der bliver betalt for musikken, er vi ligeglade med, hvem der betaler,« siger Michael Wermuth om musiktjenesten, der primært er finansieret af annoncører.

Der afholdes da også møder mellem Spotifys svenske ejere og de danske musikeres forening, KODA, forhandlingerne kan bare hverken beskrives som meget fremskredne eller intense.

»Vi har ingen færdig plan for en dansk version af Spotify, men vi vil selvfølgelig gerne være tilgængelige i så mange lande som muligt. Det handler meget om tid og størrelse, og lige nu planlægger vi at sparke vores tjeneste i gang i USA inden jul,« siger kommunikationschef i Spotify, Jim Butcher.

Selvom udbudet i Danmark ikke direkte kan sammenlignes med Spotifys helt uforpligtigende og gratis tjeneste, så kan det danske marked i følge flere kilder da også synes noget besværligt for Spotify.

Danmark har i TDC Play i forvejen en stor aktør på det digitale musikmarked, og TDC Play opleves af TDC og YouSees omkring en million kunder som gratis, da det er inkluderet i bredbåndsabonnementer og mobilabonnementer.

En bid af kagen
Også bibliotekerne giver adgang til netmusik, ligesom nye tjenester som Touch Diva og Telia netmusik prøver at få en bid af kagen.

Vicedirektør i KODA, Martin Gormsen, bekræfter, at forhandlingerne i øjeblikket nærmere kan beskrives som sonderinger.

»Vi synes, det er fint med mange musiktjenester, og der sker rigtig meget på det her område i Danmark. Vi har f.eks. TDC Play, der kan benyttes af mange danskere. Spørgsmålet er, om det er attraktivt for Spotify at gå ind og konkurrere med de nationale aktører om et begrænset marked. Men vi vil gerne have dem til Danmark,« siger Martin Gormsen.

Uanset om Spotify åbner i Danmark eller ej, så vurderer EMIs Michael Wermuth – ligesom sine svenske kolleger – at musikbranchens fremtid er lys.

»Der har været en nedadgående trend for branchen rent økonomisk, men forbruget af musik har aldrig været større. Den her udvikling i Sverige viser, at det bare gælder om at tilbyde attraktive tjenester,« siger han.

Den kinesiske mediegigant Tom Group – der i forvejen har aftaler med Skype og Ebay i Kina – har ifølge nyhedsbureauet Reuters »friet« til Spotify med henblik på at få en kineisk version af Spotify.