Danske D/troit imponerer med gennemført soul-pastiche

D/Troit dyrker med stor tæft og veneration fortidens amerikanske soul og funk på debutalbummet, »Soul Sound System«.

Det danske soulband D/Troit er klar med debutalbummet »Soul Sound System«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Det danske soul-band D/Troit er en tilstræbt anakronisme.

Der er intet i deres lyd eller visuelle udtryk på debutalbummet, »Soul Sound System«, der placerer dem i 2017. Fra det indledende sample af Muhammad Ali over de brusende orgler, prikkende funkguitarer, stødende horn-accenter og forsanger Toke Bo Nisteds soul-man-rutine til det stilede pladecovers simulerede slitage og den analoge varme i pladerillerne: Det her er et band, der lever for genskabelsen af Motown-æraens funk og soul.

En stiløvelse, jovist, men ikke desto mindre en gennemført en af slagsen, hvor alt swinger, præcis som det skal, og der aldrig efterlades tvivl om, at D/Troit gør det af dybfølt kærlighed til musikken. De mestrer hele vokabulariet: Fra den benhårde James Brown-funk på »Do Your Thing« over den mere cinematiske soul på »Roll With The Punches« og »Hurricane« til elegante ballader som »Rock Me Baby« og den Sam Cooke-ømme »A Little Kindness«.

Så klart et retro-trip af de bedre.

D/Troit
»Soul Sound System«
★★★★☆☆

Crunchy Frog

Foto: PR.