Danske Blaue Blume bygger labre luftkasteller

Blaue Blume pisker de lifligste lækkerier på flot debutalbum. Men det kniber med de helt afgørende melodier.

Blaue Blume: »Syzygy« Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er langt fra gode gamle »oh yeah baby« til ord som »buoyant«, »tranquil« og »turquoise«.

Prøv at sige dem højt. Det føles lifligt, som en fransk fristelse, der smelter på tungen. Koket og sofistikeret. Og det er netop ord som disse, der triller ud af munden på sangfuglen Jonas Smith, når han synger i front for danske Blaue Blume.

Ordene siger en del om, hvor vi befinder os musikalsk på gruppens debutalbum. Det samme gør albumtitlen, »Syzygy«, der sikkert er tænkt som et raffinement, men som mere lyder som en beruset mands forsøg på at forklare, hvilken japansk knallert han kører på.

Det, jeg forsøger at sige, er, at Blaue Blume er så højstemt forfinede i deres tilgang til rockmusikken, at det somme tider tenderer det grinagtige.

Og hatten af for det. For der er immervæk ikke mange, der tager det så langt og lækkert ud, som denne nordjyske kvartet.

Savner et par mere robuste melodier

Blaue Blume er tydeligvis et virkelig dygtigt band, der her som på den lovende 2014-EP »Beau & Lorette« finder sit udtryk et sted mellem det drømmende sug fra Cocteau Twins, den parfumerede elegance fra Roxy Music, glimt af de muskuløse prog-tendenser fra danske Mew og ikke mindst den sofistikerede liderlighed, man finder hos de åndsbeslægtede briter i Wild Beasts. Åbneren »Candy« er et godt eksempel på, hvad gruppen evner, når den er bedst.

Her forløses de sensuelt simrende vers i nogle himmelstræbende omkvæd, hvor Smiths falset danner et noget så smukt parløb med Robert Jensen Buhls virtuost plukkede guitar-triller.

»Thinking Of Roxy« står også rigtigt flot med sit drømmende svæv og en Jonas Smith, der dropper det lidt sarte udtryk og i stedet synger igennem, så man mærker hans amourøse besættelse.

Fælles for de to numre er også en mere koncis sangskrivning end på mange af de andre numre på pladen. Og det får dem til at stikke positivt ud.

For selv om man kan sige meget godt om Blaue Blumes labre luftkasteller, så savner jeg også et par mere robuste melodier til at forankre dem.

Lidt for ofte svæver de ganske enkelt op og bliver opløst i æteren uden at efterlade det blivende indtryk, som der ellers lægges an til.

Det er lidt som om, at de i iveren efter at skabe deres egen unikke lyd – noget de faktisk lykkes over al forventning med – har forregnet sig og komplicerer arrangementerne unødigt meget.

Næste gang ville jeg gerne høre dem applicere al denne lækkerhed på nogle lidt strammere popsange. De har før vist, at de kan gøre det. Og talentet er jo helt åbenlyst.

Hvem: Blaue Blume.

Hvad: »Syzygy«, A:Larm.