Communions har haft en konstant opadgående formkurve, siden de fandt sammen i 2014. Fra den herligt skramlede debut-EP »Cobblestones« over en fremragende 7”-single til deres formfuldendte selvbetitlede EP fra 2015. Vingefanget er kun blevet større og med det forventningerne til fremtiden. Her var tydeligvis tale om et band med evner og ambitioner til mere end bare at sumpe rundt i undergrundsscenen omkring Nordvest-spillestedet Mayhem, som de oprindeligt udsprang af.
Desværre flader kurven ud på deres længe ventede debutalbum, »Blue«. Communions synes at være gået efter at lave deres mest umiddelbare og direkte samling sange til dato, men paradoksalt nok begynder albummets 11 anglofilt ringlende rocksange først at vokse efter flere gennemlytninger. Og set i det lys, virker de ikke rigtig efter hensigten.
Jeg har vredet mit hoved for at finde ud af, hvorfor de her sange ikke holder niveauet. For det piner mig. Men der er flere ting i det. Der er noget ved den mere ligefremme tilgang til sangskrivningen, som gør, at bandet kommer til at lyde konventionelle på en lidt kedelig måde. Det bliver simpelthen for pænt.
En del af skylden skal også lægges i selve produktionen, hvor der er skåret gevaldigt ned for rumklangen, som - viser det sig nu - har været en helt afgørende komponent i Communions-lyden. Trommerne er for første gang tørre og punchy, og det gør i mine ører ikke noget synderligt godt for lyden. Det samme gør sig gældende for Martin Rehofs unikke drengede stemme, der ligger højt og tørt i lydbilledet - som om han ikke befinder sig i samme rum som resten af bandet.
Det er muligvis fuldt intentenderet, men den umiddelbare effekt er, at pladen for mig starter i minus i stedet for i plus og aldrig for alvor kommer sig over det. Der er bestemt gode anslag og iørefaldende passager og melodier, men mellem de mere ligefremme sange, den lidt kedelige produktion og de bagstræberiske lån fra Oasis, føles albummet som en skuffelse og forspildt chance. Øv altså.
Hvem: Communions
Hvad: »Blue«, Fat Possum
