Dansk hiphops nye stærke blod

Et tiltrængt generationsskifte er i gang i dansk hiphop. Nye storbystemmer som Karl William og Ukendt Kunstner blotter følelserne, mens Benal vender hiphoppens formsprog om.

Karl William: "Døende" Fold sammen
Læs mere

Det gøglede og det grove. Det har gennem mange år været dansk hiphops to parallelle grundspor. Eller modpoler om man vil. Men det er som om, at der nu endelig er ved at ske noget andet. På en række aktuelle udgivelser er det i hvert fald hverken spasmagere eller machomænd, vi møder bag mikrofonen.

I stedet er der tale om en række herrer, der tør tage sig selv seriøst. Og som ikke er bange for at vise følelser. Hverken i deres ord eller i musikken, der trækker lige så meget på dunkel r&b, jazzede blåtoner og kantet elektronik som på mere traditionel hiphop.

Lyt bare til den blot 19-årige århusianer Karl William, der sidste år fik skabt en del opmærksomhed omkring sig selv med den selvudgivne EP »1. Sal« og YouTube-hittet »Kostumeramt«. På sit nye minialbum »Døende« bekræfter han med al tydelighed, at vi her har at gøre med et ret unikt talent på den danske musikscene lige nu.

Han minder mest af alt om en dansk lillebror til Drake og Frank Ocean – den engelsksprogede r&b og hiphops to følsomme innovatører. Men Karl Williams sprøde stemme og kappede danske diktion er helt hans egen. Han er primært sanger, men fraserer med en rappers rytmesans. Og så dyrker han som så mange andre før ham undergangspoesien. På f.eks. »3 Døgn«, hvor han som en moderne Ole Jastrau jager branderten i dagevis, for derefter at døje med tømmermændenes ubarmhjertige klarsyn, efter brandertens guddommelige ditto har fortaget sig.

Og så er der makkeren Tais og Eloqs fornemme produktioner, der giver Karl William den helt rette tågede storbystemning at folde sig ud i. Her kaster luftige horn og sugende synths blå skygger over slæbende, bastunge hiphopbeats. Det er fermt, iørefaldende og meget nemt at lade sig omslutte af. Læg dertil Williams øre for fængende hooks, og du står med en virkelig stærk debut. Det bliver spændende at se, hvor langt talentet rækker.

Maler byen rød med knust hjerte

Ukendt Kunstner bestående af rapper/sanger Hans Philip og producer Jens Ole McCoy bevæger sig i samme på én gang glittede og blåtonede storbyunivers som Karl William. Og ligesom på duoens foregående to udgivelser veksles der på »Forbandede Ungdom« konstant mellem eftertænksomheden og byens kulørte fristelser.

Duoen har dog et langt større spænd både i produktionerne og teksterne. Og det er både albummets styrke og svaghed. Hans Philip rapper og synger både om at male byen rød med sit knuste hjerte, om at forelske sig i champagnepiger, om at tage streger i baren med Yahya Hassan, om sit ambivalente forhold til Gud og den manglende far.

Som sådan rummer albummet både det berusende, det rørende og det dybt idiotiske. Og det foregår gerne på kryds og tværs af numrene. »Daglige Brød« er f.eks. ret interessant tekstmæssigt, men har til gengæld et alt for klægt omkvæd, mens den bevidst fladpandede »Stein Bagger« med kollegaen S!vas på hostesaftsgurglende ghettodansk til gengæld bare lyder hamrende fedt.

Jeg er kort sagt lidt splittet omkring Hans Philip. Der er ingen tvivl om, at han kan en hel masse bag mikrofonen, men han tager også nogle lidt tvivlsomme kreative beslutninger undervejs. Jens Ole McCoys produktioner holder til gengæld maks. »Forbandede Ungdom« er spækket med gode idéer, fede beats og fortættet stemning. Og den slags kan man som bekendt aldrig få nok af.

På meningens afgrund

Hvor Karl William og Ukendt Kunstner skylder en del til deres nordamerikanske forbilleder, er trioen Benal til gengæld helt deres egne. Gruppens anden udgivelse hedder kort og godt »Hiphop«, men nogen klassisk hiphopplade er der ingenlunde tale om. For ligesom på sidste års sært berusende »Baby«-EP er mødet mellem frontmand Benjamins aparte bevidsthedsstrømme og produktionernes legesyge elektroniske minimalisme fortsat en meget unik oplevelse.

Her møder vi hverken hiphoppens klassiske blærerøvsattituder eller backpack-rappernes socialt bevingede budskaber. Her er ingen udpenslede følelser eller ha-ha-punchlines. Tonen er bundseriøs og tilgangen til sprog og narrativer er næsten avantgardistisk. Det er lyden af det enkelte ord og den overraskende sammenstilling af talemåder, indskydelser og sproglige billeder, der synes mest interessant for Benal.

Der er plusser i bogen for at gå egne veje.Det kræver mod og tro på egne evner. Og det har Benal. Men somme tider balancerer de også på kanten til det meningsløse i deres insisteren på at dekonstruere hiphoppens formsprog. »Benalgorytmen« har med andre ord potentiale. Men den er stadig ikke 100 pct. flyvefærdig.

Fem stjerner, Hvem: Karl William. Hvad: »Døende«, ArtPeople.

Fire stjerner, Hvem: Ukendt Kunstner. Hvad: »Forbandede Ungdom«, Disco:Wax.

Fire stjerner, Hvem: Benal. Hvad: »Hiphop«, Playground.