Danmarks syrekonge charmerer på skæv flipperskive

Det står slet ikke så galt til på Baby Woodrose og Spids Nøgenhat-frontmanden Uffe Lorenzens aktuelle dansksprogede soloalbum »Galmandsværk«.

Uffe Lorenzen er bedst kendt fra grupperne Spids Nøgenhat og Baby Woodrose. »Galmandsværk« er hans først soloalbum på dansk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Zarko Ivetic

Uffe Lorenzen, manden som flertallet kender under aliaserne »Guf« og »Lorenzo Woodrose«, befinder sig i en permanent tidslomme. Den langskæggede ener, som er frontmand i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, er håbløst forgabt i 1960ernes og 1970ernes psykedeliske toner og fremherskende flippermentalitet.

Det i en så gennemført grad, at han har viet sit værk til at videreføre de langhårede års musikalske dyder. Her må man virkelig tage hatten af for mandens utrættelige dedikation. Han lever og ånder for de svundne tiders skæve klange og har med usvækket ildhu skabt sin egen herligt trippede niche i nyere dansk rock.

Den stålsatte dedikation er stadig præsent på Lorenzens nye, dansksprogede soloudspil »Galmandsværk«. Som det første i mandens knap 30 år lange karriere, er det udsendt under hans borgerlige navn. Et artistisk valg, som indikerer en mere personlig og inderlig tilgang til sangskrivningen. Charmen er dog heldigvis intakt.

Omslaget til albummet »Galmandsværk«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Sangene på det primært akustiske album er skrevet under et ophold på den kanariske vulkanø La Gomera ud for Marokkos kyst. Rejsen har sat sit aftryk på resultatet. Mange af de tilbagelænede hippieviser, der foruden den dominerede akustiske guitar også byder på eksotisk instrumentering som tablas, sitar, jødeharpe og drejelire. Stemningen emmer af krydret nordafrikansk fjolletobak. Det er således ikke tilfældigt, at en sang hedder »Høj Som Et Højhus«. Heldigvis går hele herligheden alligevel ikke helt op i røg. Trippet er nemlig overvejende af inspireret karakter.

I vanlig stil har Lorenzen totalt styr på virkemidlerne. Faktisk så meget at hans rollespil som 1970er-trubadur klinger næsten lige så autentisk som de gamle, danske hippiesangere, hvis musikstil han placerer sig i slipstrømmen af.

Skæringer som den mørke og konfronterende »Ridset Plade«, den tværfløjte-trillende tosomhedsutopi »Flippertøs« og den bevidsthedsudvidende skvulpetur »Blues For Havet« er nøjagtigt lige så veludførte, som de er charmerende.

Omvendt fungerer det mindre godt, når Lorenzen tvært og enøjet revser den nationale tilstand på den samfundskritiske »Dansker«. Her kalder han sine meddanskere for både »øldvaskede«, »hyggesmaskede« og »hjernevaskede forbrugerslaver«. En svada, der må stå for hans egen regning. I mine ører lyder det dog som et smånaivt og surt opstød, hvis ellers så sympatiske ophavsmand ikke selv kommer med noget alternativ til kritikken.

Her er dog tale om en mindre syreskade. Mestendels er »Galmandsværk« en herligt skåret flipperskive fra en skæv, dansk rockoriginal.

Uffe Lorenzen
»Galmandsværk«

★★★★☆☆
Bad Afro Records