Tænk blot på Syd Barrett, Brian Wilson og maniodepressive Daniel Johnston, som nu udsender et album, der mestendels består af nyarrangerede udgaver af gamle numre. Den 49-årige amerikaner er for længst blevet en gud for lo-fi-elskere, og har man lyttet til hans på én gang kluntede og fuldendte sange, forstår man hvorfor. På det nye album har han imidlertid allieret sig med ensemblet BEAM, og deres sødmefulde strygere og venlige blæsere står ganske fint til hans slubreskrålende sangforedrag om kærlighed, smerte - og Beatles. Og når sangene både fungerer i disse orkestrale formater og i de ubehjælpsomme arrangementer, han er kendt for, ja, så skyldes det melodierne, der er så stærke, at man kan udsætte dem for snart sagt hvad som helst. De er hans sande force - og det kan man passende erfare på »Beam Me Up!«
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
