Damp på drengene

Fire plader på to år og 11 måneder. Det er ikke just den normale måde at gøre tingene på i indie-miljøet, hvor god tid regnes for det samme som seriøsitet og kvalitet.

Men de gennemmusikalske DAMP-drenge i The William Blakes lever i deres eget lille hastigt snurrende solsystem, og på »Music Wants To Be Free« har alle fire medlemmer deltaget i sangskrivningen og bevidst arbejdet mod et ensartet udtryk. Albummet er derfor blevet en sammensat sag, som favner pop, rock, folk, psykedelia og spændstige afro-stemninger a la Paul Simons »Graceland«. Og perlen på pladen er den sprøde og sødmefulde »I Came Back«, mens »The Light (Plane To Spain)« ligner en dårlig popvittighed - og det samme gør titelnummeret, der lyder som en cheesy cover af Mobys »We Are All Made Of Stars«. Om albummet samlet set er skidt eller kanel, og om man finder det sammensat eller bare rodet, det er et spørgsmål om temperament. Og hørt gennem mit gemyt findes svaret et sted midt imellem.