Daft Punk er sirup til din højttaler

Daft Punk genopliver lyden fra Studio 54 i New York og hylder Giorgio Moroder på nyt album, der både skuer tilbage og trækker dansemusikken ind i en ny tid.

Da Daft Punk i 2005 udgav deres »Human After All«, var det lidt af en skuffelse.

Albummet var rent ud sagt noget sjusk. En halvkvædet vise krøllet sammen på et par uger og med en produktion, der ikke klædte den franske duos ellers så lækre lydunivers.

Siden da har der reelt set ikke været noget at skrive hjem om fra Paris. Nogle remix, et OK soundtrack til »Tron: Legacy«, men ellers ikke noget nyt. Hele hypen omkring Daft Punk må derfor tilskrives debutalbummet »Homework« fra 1997 og »Discovery« fra 2001, der satte fransk house på verdenskortet og startede en bølge af synth-inficerede popudgivelser. Spørgsmålet er så, om den slags holder i dag, og om Guy-Manuel de Homem-Christo og Thomas Bangalter er i stand til at løfte fortidens arv ind i en ny æra.

Lad os slå fast med det samme, at det er de. Men ikke nok med det. Daft Punk har med »Random Access Memories« skabt et tidløst stykke kunst. Et album, der trækker på, men bestemt ikke hænger fast i fortidens dogmer og på samme tid rykker dansemusikken ind i en ny tid. Mit bud er, at »Random Access Memories« vil stå tilbage som et af de bærende elektroniske værker, når dette årti engang skal gøres op.

Tyktflydende disco

Allerede på albummets første skæring med den sigende titel »Give Life Back To Music« begynder smilet at brede sig, når man finder ud af, hvad franskmændene har gang i.

Anført af funk-guitaristerne Paul Jackson Jr. og Nile Rodgers, tilbagelænet percussion af Quinn og hovedpersonerne selv bag mikrofon og synthesizere skaber de lyden af Studio 54 i New York under storhedstiden i 70erne. Med andre ord – disco i den lækre, velproducerede og tyktflydende form er tilbage, men nu svøbt i Daft Punks behagelige og medrivende drive, som man ligeledes i et stykke tid har kunnet høre på førstesinglen »Get Lucky« med vokal af Pharrell Williams.

Amerikaneren er yderligere med på et andet nummer – den funky og dansable »Lose Yourself to Dance«, mens 70er-sangeren og skuespilleren Paul Williams hjælper Daft Punk på den over otte minutter lange space musical, »Touch«, toppet med kor og symfoniorkester.

Det er musik, der måske i første ombæring på nogle kan virke overfladisk, men som flyder som sirup ud af højttalerne, langsomt trænger ind i nervebanerne og fylder din krop med velbehag. Tempoet trækkes ned i numre som »The Game of Love« og »Within«, blot for at understrege at det mestrer Daft Punk altså også.

Hyldest til Giorgio Moroder

Det er i det hele taget svært at sætte en finger på denne udgivelse. Man kan måske irriteres over brugen af vocoder på et par numre, men hvis man ikke skulle bruge det på en discoplade som denne hvornår så?

Fuldstændig på samme måde som det falder helt naturligt, at Daft Punk hylder 70ernes discoikon Giorgio Moroder på den over ni minutter lange »Giorgio by Moroder«. Manden, der skabte Donna Summers »Love to Love you Baby« og »I Feel Love« og i det hele taget var stilskabende inden for genren, kommer oven i købet selv til orde og fortæller historien om, hvordan han i 70erne kørte rundt til de tyske diskoteker og sov i sin bil, inden han fik sit gennembrud med brugen af synthesizer. Unikt.

Daft Punk betaler med »Giorgio by Moroder« og hele »Random Access Memories« smukt tilbage på den arv, som Moroder har efterladt dem.

Engang i fremtiden vil et nyt band med sikkerhed gøre det samme for dem.