Dårende dejligt violinspil i DR Koncerthuset

Torsdag bød på lyden af de store landskaber i Skotland og Østrig. Og både Stefan Jackiw og Mario Venzago må gerne vende tilbage.

Den unge amerikanske solist Stefan Jackiws engagement og spillets renhed slog alt torsdag i DR Koncerthuset. Foto: DR Fold sammen
Læs mere

Hvad har Skotland og Østrig til fælles?

Bjergene, de spejlblanke søer, hele det storslåede og meget nærværende landskab. Der er lidt højere til himlen på de kanter.

Men også musikken. Begge folk er rige på mageløse melodier. Altid med en tone, man straks genkender som skotsk eller østrigsk – så karakterfulde som landskaberne selv.

Max Bruch skabte i 1880 en hel fantasi over skotske melodier: Fire satser over fire melodier. Alle lige stemningsfulde.

DR SymfoniOrkestret har haft den på programmet her i ugen. Heldigvis da.

At høre den med orkestret og Stefan Jackiw som violinsolist er virkelig velgørende.

Både fordi dette dybt kultiverede stykke sættes på programmerne for sjældent. Den berømte violinkoncert af samme Bruch spilles konstant, men virker mere overfladisk.

Og fordi den unge amerikaner føler så stærkt for sagen. Han får følelsen formidlet helt ud til koncerthusets bagerste rækker og sikrer en stemning af den anden verden.

Den ægte vare

Jackiw ejer rigtignok ikke verdens varmeste lyd. Den unge mand kan stadig være en smule løs i tonedannelsen, næsten som i barokmusik – med mavetryk og det hele.

Men hans engagement og spillets renhed slår alt. Han er fuld af liv på scenen og samtidig knusende rolig mentalt set. Og da han spiller et stykke af gamle Bach bagefter, falder alt ligesom på plads: Han kan noget med det ægte, med det helt oprindelige.

En violin i hans hænder er en fremfører af følelser. Kort og godt og alligevel så sjældent. Stående ovationer til ham.

Den schweiziske herre på dirigentpodiet vil sjovt nok nøjagtig det samme:

Mario Venzago dropper mange års tradition om Bruckners symfoni nummer fire. Han piller østrigerens gamle brikker fra hinanden og sætter dem sammen på en ny måde.

Resultatet er et økologisk mesterværk. En musik, hvis store styrker og små svagheder står så klart som koklokker. Signalerne på horn, naturlydene fra træet ...

Alt virker så rigtigt på den måde. Stadig meget anderledes, vil nogen mene. Men rigtigt.

Også de små samarbejder mellem orkestrets grupper står gribende godt sådan en torsdag.

Det er et af orkestrets særkender: At holdet på træ eller holdet på messing lige gør en ekstra indsats. De kigger på hinanden, sætter en akkord lige i skabet og smiler tilfreds bagefter. En kollegialitet, der holder det kunstneriske niveau så højt.

Lad os endelig høre begge herrer igen. Gerne sammen!

Hvem: DR SymfoniOrkestret med Mario Venzago og Stefan Jackiw. Hvad: »Skotsk fantasi« af Bruch og Bruckners 4. symfoni Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Sendes søndag kl. 12.15 på P2.