Da Pink Floyd forsvandt ned i kaninhullet

Når den store fortælling om Pink Floyd foldes ud, er det som regel plader som »Dark Side of the Moon« (1973), »Wish You Were Here« (1975) og »The Wall« (1979), der bliver fremhævet.

Men Pink Floyd-kataloget er som bekendt meget større end de tre plader. Og i den kommende tid bliver det hele genudgivet på vinyl, remastered fra de oprindelige analoge stereobånd. De fire første er netop udkommet og fortæller samlet historien om bandets ekstremt søgende og turbulente periode i slutningen af 1960erne.

Det begyndte ret så formidabelt med »The Piper at the Gates of Dawn«, der udkom midt i hippie-drømmens zenit, The Summer of Love i 1967. Pladen indskriver sig uden problemer blandt andre af årets kanoniserede rock-milepæle som »Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band«, »Disraeli Gears«, »Are You Experienced?« og »The Velvet Underground & Nico«.

Denne første inkarnation af Pink Floyd var anført af det blot 21-årige syrehoved Syd Barrett, der på unik vis lod musikalske LSD-trips, barnlig fantasi, astronomi og britisk naturromantik mødes i et kalejdoskopisk hele.

Albumtitlen var hentet fra et kapitel i den britiske børnebog »Vinden i piletræerne«, men kunne med pladens forvrængede og desorienterende ned-i-kaninhullet-lydbillede in mente lige så godt være hentet fra »Alice i eventyrland«.

Fra britisk børnefolklore til blip-blop-lyde

Sangene svinger vildt mellem ekstreme yderpoler. Numre som »Matilda Mother«, »The Gnome«, »Scarecrow« og »Bike« er mere melodiske og vokalbaserede og blander pastorale folk-hymner, kabaret og music hall med sære lydeffekter, music concreté, britisk børnefolklore og naturbilleder.

I den anden ene af spektret finder man en række udbyggede avantgardistiske freak-outs: »Take Up Thy Stethoscope and Walk« lyder næsten som proto-støjrock, mens »Interstellar Overdrive« folder sig ud som en ni minutter lange rum-odyssé. Den begynder fuld af kantede, atonale guitar-hug, flyder siden ud i det rene intergalaktiske syretrip med blip-blob-lyde og Richard Wrights hjernesmeltende orgel og kulminerer så i støjende stereo-panorering af hele tracket, der får det hele til at snurre rundt.

Som sådan favner pladen både LSD-trippets op- og nedture: På den ene side naturidyllen og barnets uskyldige blik på verden. På den anden side galskab og paranoia.

Desværre viste pladens dystre sider sig at være et forvarsel om Syd Barretts skæbne. Kort efter udgivelsen af »Piper ...« forsvandt den unge mand så langt ned i kaninhullet, at han aldrig rigtigt kom tilbage igen.

De resterende medlemmer af Pink Floyd kunne ikke længere regne med deres frontmand, og de efterfølgende tre plader lyder på godt og ondt som en lang afsøgning af, hvad for en slags band de kan og vil være uden Barrett i front.

Eksperimenter uden retning

Mest vellykket er opfølgeren, »A Saucerful of Secrets« fra 1968, hvor Barrett spiller en birolle, bassisten Roger Waters så småt begynder at overtage styringen, og guitaristen David Gilmore for første gang indlemmes i orkestret.

Det er lidt af en skizofren overgangsplade, hvor den løjerlige naivisme og pastorale skønhed lever side om side med nogle mere muskuløse, spacy og udflydende rock-ekskursioner.

»Set the Controls for the Heart of the Sun« er højdepunktet. En ulmende guitar-løs Floyd-klassiker båret af Richard Wrights hjemsøgte tangenter, Nick Masons tribale tom-mønstre, Roger Waters’ tranceskabende basmønstre og sære reallyde, der flyder mærkværdigt rundt i stereomixet.

Og så er der ikke mindst titelnummeret, der folder sig ud som en avantgardistisk collage af syrede produktionseffekter, dissonante klaverstød og assorteret støj. Banebrydende for sin tid, men også ret anstrengende at lytte til side om side med den gakkede »Corporal Clegg« og de smukke vokalharmonier på »See-Saw«.

Efter Barretts endelige exit lavede Pink Floyd i 1969 først soundtracket til den franske hippie drug-film »More«. Det er tydeligt, at de kan en hel masse som band, men alt stritter i forskellige retninger: Her er bløde hippie-folk-ballader, syrede instrumentaler og noget af det hårdest rockende fra Pink Floyds hånd nogensinde i form af »The Nile Song«.

Gruppens identitetskrise nåede sin kulmination på dobbeltalbummet »Ummagumma«, også fra 1969. LP1 indeholdt fire live-versioner af nogle af deres mest eksperimenterende sange som »Astronomy Domine« og »Set the Controls for the Heart Of The Sun«. Fænomenale udgaver, der udbyggede og i flere tilfælde overgik studieversionerne.

På LP2 fik hvert bandmedlem sin helt egen sektion, og det er her, de kravlede direkte fra kaninhullet og op i deres egen respektive røv. Richard Wright med en ambitiøs instrumental-suite, baseret på Sisyfos-myten, som jeg aldrig har lyst til at høre igen, Roger Waters med fem minutters imiteret fuglekvidder. Eksperimenter uden mål og retning, men måske også nødvendige for det, der skulle komme et par år senere.

For det viste sig, at når det kommer til Pink Floyd, er summen trods alt større end de enkelte dele.