D.A.D.-forsanger er en skygge af sig selv

Jesper Binzer springer ud som solist på »Dying Is Easy«, men albummet skiller sig ikke afgørende musikalsk ud fra D.A.D.s meritter.

D.A.D.-sangeren Jesper Binzer er aktuel med karrierens første soloplade »Dying Is Easy«. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Da det snerrende »yeeaa-aaww«-skrål falder kort inde i den energiske åbner »The Future Is Now«, står det klart, at vi er i velkendt selskab. Den 52-årige D.A.D.-sanger Jesper Binzer forsøger på karrierens første soloplade »Dying Is Easy« på ingen måde at sløre, at han de sidste 35 år har stået i front for et af landets mest populære rockbands.

For selvom den langhårede veteran tager en pause fra tegneseriebandets vante rammer, så har gruppens signaturlyd smittet af på nærværende soloskive. Lidt for meget, faktisk.

I en blindtest kunne udspillet, som Binzer har begået med hjælp fra blandt andre den allestedsnærværende guitarist Søren Andersen, snildt gå for at være et D.A.D.-album.

Omslaget til »Dying Is Easy« Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

En lille forskel anes dog i teksterne, hvor Binzer solo fremstår mere eftertænksom. Her nedtones drengerøvsstilen til fordel for en moden mands overvejelser om tilværelsen, livet og døden. Man ærgres dog over, at han ikke satser mere og vrister sig mere fri af sin egen skygge og forudsigeligheden.

Her er 11 sange, der nogenlunde ligeligt er fordelt mellem sprælske skrål-med-rockdrøn og mere afdæmpede numre i midtempo. I første kategori har førnævnte åbner og den melodiske rocktrosbekendelse »Dying Is Easy (Rock n’ Roll is Hard)« mest pondus, mens Binzers respektfulde udgave af Savage Roses hippiehymne »Wild Child« er mest vellykket iblandt de mere rolige stunder.

Generelt mangler der dog opfindsomhed og bedre sange.»Dying Is Easy« vil givetvis stille fans som tørster efter nyt oven på seks års albumtørke fra Disney-drengene tilfredse. Men det vil næppe lokke nye ind i forlystelsesparken.

Jesper Binzer
»Dying Is Easy«

★★★☆☆☆
Warner

Lyt til albummet her: