Den amerikanske country-sangerinde Kacey Musgraves skiller sig ud på en lidt mærkværdig facon. Nemlig ved at fremstå helt ordinær. Måske siger det mere om den vestlige verdens individualiseringsbesættelse end det gør om hendes, at hendes andet soloalbum, »Pageant Material«, næsten lyder kuriøst i dets enkel- og beskedenhed.
På sange som titelnummeret og »Dime Store Cowgirl« går den 26-årige sangskriver efter et klassisk, håndspillet country-udtryk. Som hun synger, har Musgraves allerede mødt country-legenden Willie Nelson, der dukker op senere på duetten »Are You Sure«, og sovet i det samme hotelværelse som Gram Parsons. Men hun er stadig »the girl from Golden«, hjembyen i Texas som er netop dét. Hjemmet.
»Pageant Material« er fyldt med numre, hvor den organiske instrumentering knitrer frem for at kradse, hvor banjoen er fast inventar snarere end et »eksotisk« indslag, og hvor steel-guitaren skvulper rundt i lydbilledet som skatteholdigt vand i en guldgravers vaskepande.
I teksterne stikker texaneren godmodigt til sydstaternes og country-genrens traditionelle emner og værdier: Familien skændes man med, men i sidste ende er det den, man regner med. »You get what you get, and you don’t get to pick ’em / They might smoke like chimneys, but give you their kidneys«, synger Musgraves på »Family Is Family«.
Jordbunden charme
I Musgraves’ univers er religionen også noget, man går rundt og tumler med frem for ukritisk at tage imod, selv om den er allestedsnærværende. »Got a Methodist, a Baptist, and a Church of the Nazarene / Aw, but don’t you forget it, as big as we’re getting / This town’s too small to be mean«, lyder det på »This Town«. Et nummer hvor arven fra Bobbie Gentry skinner igennem på den skrattende guitarrytmik og strygerne, der svirrer dramatisk.
Man kan koge mange af sangskriverens sange ned til enkle »tough love«-forsæt om at droppe brokken, komme videre og generelt opføre sig ordentligt. Men det ville ikke yde hendes lige så fremtrædende indlevelsesevner retfærdighed.
På »Pageant Material« tager sangerinden ofte underhundens parti. Hun distancerer sig fra skønhedskonkurrencer og »[the] Good Ol’ Boys Club«, der begge lyder som let tilslørede kritikker af musikbranchen. Det er de »almindelige« mennesker Musgraves besynger, dem der er »all livin’ ’til we’re dying / We ain’t cool, but man, we’re trying / Just thinking we’ll be fixed by someone else«.
Langt hen ad vejen bærer Musgraves’ sympatiske, jordbundne karakter albummet. Sammenlignet med forgængeren, »Same Trailer Different Park«, savner »Pageant Material« et par mere skarpskårne numre, og dét, selv om balladen »Fine« er albummets mest rørende stund.
Her sammenslutter sangerinden steel-guitaren og sin twangy vokal med en waltz-rytme, glockenspiel og plukkede strygere, der får »Fine« til at lyde som en country-klassiker, arrangeret af soundtrack-kongen Henry Mancini. Uden at give køb på sin everywoman-charme kunne Musgraves ruske op i de behagelige men også en tand for polerede produktioner.
Hvem: Kacey Musgraves
Hvad: »Pageant Material«,
Universal.
