”Hvor kommer de fra, ser de sådan ud til daglig. Og hvad mon de laver?” spørgsmålene hvirvlede rundt i luften under skiftevis skybrud og bragende sol på Refshaleøen i hovedstadens yderste hjørne. Helt der ude hvor de store skibe en gang stævnede ud med B&W-motorer i bugen. Maskinlyden må have været massiv, når man kom helt tæt på.
Og det var den rigtignok også, da Københavns nye musikfestival for den hårdeste rockmusik, COPENHELL, tændte for strømmen. Ganske sigende for de gamle og engang så stolte arbejderarealer i København, stod heavymetal-legenderne fra Birmingham, Judas Priest, øverst på plakaten. Og med sig til København havde de naturligvis medbragt ikke bare hen ved 40 års musikhistorie, men også deres klassiske logo på bagscenetæppet til deres midnatskoncert fredag: et skarptsleben barberblad med påskriften ”Judas Priest – British Steel”.
Dem vender vi tilbage til.
Det er ikke hver dag, at man ser 5.000 danske mænd og et par hundrede kvinder alle klædt i samme sort på samlet på så lille et areal. Ej heller så mange ekstreme kropsudsmykninger gående fra små over store tatoveringer til flere sæt indopererede horn i panden som det mest makante. Gennemsnitsalderen var velsagtens omkring de 30.
De helt unge teenagere var der, men der var også rigtig mange i gruppen omkring 40-50 år. Naturligvis, for sidstnævnte er fra den generation, der voksede op med metallen i sluthalvfjerdserne og så den mutere op igennem firserne i subgenrer thrash, speed og i halvfemserne nu metal, black metal. Og på COPENHELL, var programmet i dén grad tilbageskuende.
Til stor glæde for nogle, der var kommet for at varme sig ved genkendelsens ild, til skuffelse for andre, der efterlyste en yngre, mere progressiv og kunstnerisk profil i navnene. Uanset må man rose COPENHELL for at bygge festivalen op med afsæt i fankulturen. Alt var gennemført, fra det maskuline opbud af mad over en biograf med hårdkogte film til udbuddet af drikkevarer, som var holdt i ”no nonsense”, nemlig med øl og skarpe sidevogne i et decideret øl-telt, der rystede og bævede af non stop-metalmusik fra entusiastiske dj’s.
Publikum kvitterede for rammerne ved at skabe en fest med luftguitar på bordene og headbanging på det lille dansegulv i den ene. I teltet var festen i top i tolv stive timer i træk. Det var den også helt oppe foran ved de tre scener. De unge dansede pogo, mens de mere modne skålede og skrålede længere nede bag ved. Det var fredag. Slips, skjorter og habitter var blevet efterladt på kontoret og nu stod de her, familiefædrene iklædt sorte jeans, gamle fan T-shirts med deres gamle helte. De smilede, revisorerne, kontorcheferne, journalisterne, webdesignerne, forfatterne.
På COPENHELL nyder de et frirum fra job og familie. Forbinder man den hårde rockmusik med mangel på dannelse, uddannelse og socialgruppe nummer sjok, tager man grueligt fejl. Dens publikum hører til blandt de mest intellektuelle. Der er da også masser af gods at hente i lyrikken, hvor religiøse temaer spilles op side om side med psykologiske og eksistentielle spørgsmål af den sværeste slags. Forbi musik larmer, behøver den ingenlunde være bøvet. Desværre havde fredagens første hovednavn Kyuss Lives! aflyst. Bandet sad ude bag scenen og ventede, men de legendariske ørkenrockere fra Californien havde glemt deres forsager i Canada, eller også havde han glemt dem. I stedet trådte danske Artillery til med tre timers varsel. Deres optræden komtil at varsle en tendens på den store scene dagen og natten igennem, nemlig at det virkede ganske ufarligt, lettere overfladisk og uden den bund og nerve, der gør den hårde rock så megen ære.
Svenske Opeth spillede mestendels for sig selv, amerikanske Korn lød mere som en festivaludgave af Take That end som den kanonkugle, de var i halvfemserne. Og på deres globale afskedsturné lød og lignede Rob Halford og co. karakterer fra spoof-filmen ”Spinal Tap”.
COPENHELL på Refshaleøen fredag. COPENHELL fortsætter lørdag aften. Se program.
