Christophers andet album er fyldt med banale tricks

Landets store pophåb, Christopher,­ er sjældent andet end mådelig mainstream på »Told You So«.

Christophers nye udgivelse »Told You So« mangler personligt præg. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes, groft sagt, to former for popmusik: En, der forsøger at tilføre en kunstnerisk dimension til udtrykket – som hos eksempelvis Robin eller Pet Shop Boys – og en, der stiller sig tilfreds med at lyde som alt andet i tiden.

Eksemplerne på det sidste er uendeligt mange. Du behøver bare gå i H&M, på McDonald’s eller i 7-Eleven og lytte til det, der strømmer fra højttalerne.

Christopher Lund Nissen debuterede med »Colours« i 2012, og her lagde han sig sikkert i det store generiske, gennemkommercialiserede popspor. Det skal man nu ikke lægge for meget i. Han var blot 20 år og med ét blevet del af den store popindustri. Sagt med andre ord: Et ungt menneskes første popplade på et stort pladeselskab er sjældent noget retvisende billede på talent, ambition eller kunstnerisk formåen.

Det er det andet album derimod. I Christophers tilfælde hedder det »Told You So«, og som singleforløberen af samme navn har antydet, går han efter spilletid i H&M og alle de andre steder, der understøtter tidstypisk pop uden skyggen af personlighed. Det er således meget velproduceret, og alle poppens velprøvede og banale tricks er taget i brug i omkvæd og arrangementer, der forløses i fnugfrie, syntetiske produktioner.

Christopher – og Justin

Heller ikke Christophers vokal giver sangene et personlig eller særartet præg. Vel har han arbejdet med sin falset, men kun for at lyde som sit sandsynlige forbillede, Justin Timberlake.

Med stemmen, der meget gerne viser, hvad den kan i det lyse register, synger Christopher blandt andet om kvinder (»she’s got a body like a model« bla bla bla) og benytter stedvist ordet »fuck«. Sikkert for at tilføre lidt farlighed, men det virker bare beregnende, påklistret.

Der er ingen tvivl om, at Christopher er idealet for alverdens X Factor-dommere med sin smidige, driftsikre stemme og sit knaldgode udseende, men hvis man – som jeg – tillader sig at drømme om popstjerner, der ikke forsøger at vinde verden ved at lyde som nypudsede udgaver af noget allerede hørt og i stedet drømmer om egensindighed og særtræk, ja, så er »Told You So« en ligegyldig lytteoplevelse.

Hvem: Christopher

Hvad: »Told You So«, Warner