Chilipebrene sparker stadig

Roskilde-aktuelle Red Hot Chili Peppers ryster funk-posen med kyndig assistance fra Danger Mouse på deres veloplagte 11. album, »The Getaway«.

Efter det ret farveløse seneste album, »I’m With You«, er Red Hot Chili Peppers nu for alvor tilbage. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er ikke altid lige kønt at blive ældre i rockmusikkens verden. Sidst vi hørte fra Red Hot Chili Peppers, lød de som om, de var stivnet i den samme gamle, fjollede grimasse. »I’m With You« fra 2011 var en livløs omgang, fattig på mindeværdige singler, fladt produceret og med en grænseløst irriterende Anthony Kiedis i nonsens-rappende frigear.

Her fem år senere lyder det på gruppens 11. studiealbum, »The Getaway«, som om de aldrende cali-surfer-hippie-funkateers godt selv har kunnet høre, at det var på tide at ryste funk-posen. Producer Rick Rubin, der ellers har siddet bag knapperne på alle bandets plader siden »Blood Sugar Sex Magik« fra 1991, er denne gang blevet skiftet ud med Brian Burton – også kendt under kunstnernavnet Danger Mouse.

Og når så mixet oven i hatten er udført af Radiohead-producer Nigel Godrich, gør det faktisk en markant forskel. Både Burton og Godrich er mere detaljeorienterede lydmagere, der kæler for musikkens teksturer på en helt anden måde end den mere holistiske, vibe-orienterede Rick Rubin. Og det betyder, at der helt basalt er flere spændende ting at lytte til ude i mixets periferi – uldne orgler, lidt synth, sjove effekter, kor, strygere.

Et flot afstemt hele

Alt det ville naturligvis være ligegyldigt, hvis ikke Red Hot Chili Peppers også leverede nogle ordentlige sange. Og det gør de denne gang. Uden at opfinde den dybe tallerken finder de her en gangbar vej frem ved at kombinere den meget melodiøse, solskinsmelankolske sangskrivning fra »Californication«-æraen med nogle veloplagte, elastiske funk-grooves.

Lyt bare til det fornemme titelnummer eller førstesinglen, »Dark Necessities«, hvor det hele samler sig i et flot afstemt hele: Langsomt rejser nummeret sig med pumpende arpeggioer for så at lande i et stramt slap-bas-groove fra Flea under flydende klaver-akkorder. Omkvædet rejser sig yderligere med diskret kor og strygere under Kiedis’ iørefaldende melodi, inden den nye guitarist, Josh Klinghoffer, endelig viser, at han er en fuldgod erstatning for John Frusciante.

Ind og ud af komfortzonen

Andre steder bevæger bandet sig længere uden for deres komfortzone. Det klæder dem godt på et nummer som »Go Robot«, der næsten lyder som noget, Brian Burtons eget band, Broken Bells, kunne have lavet. Semi-psykedelisk plastik-disco kunne man måske kalde det. Det fungere overraskende godt. Og Kiedis’ karakteristiske vokal holder det endegyldigt i RHCP-zonen. Det samme kan siges om »The Hunter«, der konfronterer det evigt unge bands egen dødelighed over et næsten Radiohead-lignende arrangement.

Så går det knap så godt på den slatne feel-good-ode til Californien, »Sick Love«, som gudhjælpemig er lavet i samarbejde med Elton John og Bernie Taupin. Og i den anden ene af spektret er det heller ikke videre interessant, når gruppen skruer op for distortion-pedalen og slår sig i tøjret på sange som »This Ticonderoga« og »Goodbye Angels«, Sidstnævnte lyder som den rene selvparodi.

De mindre gode stunder – og dem er der altid hos RHCP – ændrer dog ikke på, at albummet står som gruppens stærkeste siden »Californication«. Guf for fans og ganske tilforladeligt for alle os andre.

Hvem: Red Hot Chili Peppers. Hvad: »The Getaway«, Warner Music.