Vi er in the mood. Ligger foran pejsen. Mader hinanden med jordbær og fyldte chokolader. Der sippes cava af høje glas. Næser nulrer mod hinanden. Små kys på hals og øreflipper. Ud af højtalerne siver bløde, elektropoppede toner. Svulstige synthflader. Et underlivsvuggende groove. Og så en sexet saxofonsolo. Naturligvis. Vi ved begge, hvor det her bærer hen.
Nej, kære læser. Det er ikke et uddrag af en erotisk novelle fra min skrivebordsskuffe. Beklager. Men derimod et forsøg på at gengive et af de billeder, som det nye album »Junk« fra franske M83 maler i hovedet på mig.
Det smålumre scenarie, som beskrives ovenfor, dukker op, når jeg lytter til sangen »For The Kids«, der har norske Susanne Sundfør på gæstevokal. Lad os kalde det erotica-pop.
Og er der noget, som M83, der har Anthony Gonzalez som eneste faste medlem, ikke er bange for, så er at gå den klichéfyldte line fuldt ud. Være overdrevet cheesy.
Hyldest til 1980erne
Som på flertallet af M83s tidligere album er fascinationen af 1980erne markant. For eksempel kærligheden til de sirupsglaserede synth-lydspor fra John Hughes’ ungdomsfilm, men også lidenskaben for nogle af årtiets mere kitschede trends som syntetisk europop spillet på billige MIDI-keyboards og de ofte så forkætrede fornævnte saxofonsoli.
Men det er bestemt ikke noget, Gonzalez skammer sig over eller har en ironisk distance til. Man er vel en fransk excentriker helt ind til benet? Så når et nummer hedder »Sunday Night 1987«, skal titlen altså tages helt bogstaveligt. Musikken er en homage til yndlingsårtiet.
Selv om M83 i grove træk arbejder videre med velkendte musikalske byggeklodser, føles albummet alligevel som et opgør med det gennembrud, som fulgte med den formfuldendte forgænger »Hurry Up, We’re Dreaming«, der bragte ham ud på de store scener som hovednavn.
For »Junk« er mere spraglet og stritter i mange retninger. »Do It, Try It« blander skødesløst slap-bas med house-klaver og manipulerede vokaler. »Road Blaster« byder på godmodigt swingende synthrock. Den Beck-besøgte »Time Wind« er en retrofuturistisk popsang om tidens forgængelighed, mens fornævnte »Sunday Night 1987« er ultrasoft a la synthpoppet Richard Marx.
Stemningen skifter hyppigt. Man når sjældent at befinde sig i et mood særligt længe. Ofte kun en sangs tid. Så er gulvtæppet foran pejsen udskiftet med en rumstation i den yderste stratosfære, hvor man er eneste levende væsen. Erotica-poppen afløst af en tristessetynget scifi-ballade.
Rodebutik-stilen er skam ganske charmerende i al sin rodløshed, men man savner undertiden også en rød tråd til at systematisere de mange indtryk, som albummets 15 flyvske numre byder på.
Hvem: M83.
Hvad: »Junk«, Naive/Playground Music.
